Forretningsmand fra Den sorte svane er ikke mødt op til retssag
Anklagemyndigheden går efter mere end et års fængsel til Martin Malm Hansen, der er tiltalt for hvidvask.

Anklagemyndigheden går efter mere end et års fængsel til Martin Malm Hansen, der er tiltalt for hvidvask.

Forretningsmanden Martin Malm Hansen, der ufrivilligt medvirkede i TV 2-dokumentaren "Den sorte svane", er onsdag ikke mødt op i Retten i Glostrup, hvor han er tiltalt for grov hvidvask og momssvig.
Onsdag er første af tre planlagte dage i en retssag mod Martin Malm Hansen.
Dommeren i Retten i Glostrup siger, at retten ikke har oplysninger om, at der er sket forkyndelse for den tiltalte.
Udtrykket forkyndelse dækker over indkaldelser og andre vigtige beskeder til personer, der skal møde i retten. Det kan blandet andet ske via Digital Post, brev eller over telefonen.
Efter de indledende bemærkninger om den tiltaltes fravær konstaterer Konrad Joe Frank, der er specialanklager ved National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), at anklagemyndigheden går efter mere end et års ubetinget fængsel i sagen.
Derfor er det ikke en mulighed at behandle sagen, uden at den tiltalte er til stede, uanset om der er sket forkyndelse eller ej.
Efterfølgende anmoder anklagere om, at resten af retsmødet foregår bag lukkede døre.
- Hvis offentligheden får indblik i de tiltag, politiet vil tage, er det anklagemyndighedens opfattelse, at det kan forringe politiets mulighed for at pågribe Martin Malm Hansen, siger anklageren.
Både den 41-åriges forsvarer og pressen protesterer mod dørlukning.
Dommeren vælger dog at lukke dørene til onsdagens retsmøde, fordi der kan fremkomme oplysninger, der kan forhindre, at sagen bliver fremmet.
Martin Malm Hansen er blandt andet tiltalt for hvidvask af 17,3 millioner kroner samt momssvig for 6,1 million kroner.
Hvidvasken er ifølge anklageskriftet sket gennem fire virksomheder, hvor der blev udstedt falske fakturaer.
Efterfølgende blev der indsat 17,3 millioner kroner på virksomhedernes konti. Pengene stammede ifølge tiltalen fra kriminalitet og blev til sidst overført til konti i udlandet.
41-årige Martin Malm Hansen nægter sig skyldig i tiltalen, oplyser hans advokat Anders Boelskifte.
Martin Malm Hansen var en af flere personer, der uvidende medvirkede på skjulte optagelser fra TV 2's muldvarp Amira Smajics kontor i dokumentaren, der blev vist i 2024.
På kontoret fortalte han blandt andet om, hvordan han hjalp kriminelle med at hvidvaske penge.
RITZAU