Formodet pusherbud kvæstet under anholdelse
En 49-årig mand kunne ikke møde op til grundlovsforhør, da han var til behandling på Rigshospitalet.
En 49-årig mand kunne ikke møde op til grundlovsforhør, da han var til behandling på Rigshospitalet.
En 49-årig mand var tirsdag ude af stand til at møde op i retten, fordi han kom til skade ved anholdelsen mandag og ifølge sagens anklager var til behandling på Rigshospitalet.
Manden er sammen med en 32-årig mand mistænkt for at have deltaget i narkohandel, hvor interesserede købere kunne få leveret stofferne.
Ifølge sigtelsen kontaktede køberne pusherne via tekstbeskeder, sociale medier eller krypterede kommunikationstjenester. Her aftalte de så en handel, hvor de enten selv hentede stofferne eller fik dem leveret.
De to mænd var mandag aften ifølge sigtelsen i besiddelse af 380 gram kokain og 917 gram amfetamin i en lejlighed på Vinkelhusene i Tårnby på Amager.
I modsætning til den 49-årige var den 32-årige til stede ved retsmødet. Hvordan han forholder sig til sigtelsen, blev ikke oplyst - i hvert fald ikke i den åbne del af retsmødet.
Grundlovsforhøret blev efter oplæsning af sigtelsen gennemført for lukkede døre, og af den grund forbliver de fremlagte oplysninger fra politiets efterforskning samt de sigtedes forklaring indtil videre hemmelige.
Ritzau afventer svar fra Københavns Politi om yderligere oplysninger vedrørende anholdelsen, herunder navnlig om detaljerne i forbindelse med den 49-åriges tilskadekomst.
Ved grundlovsforhøret bestemte dommeren, at de to mænd skal sidde varetægtsfængslet foreløbig frem til 12. oktober, mens politiet efterforsker sagen.
Hvis den 49-årige bliver i stand til at give møde i retten inden da, skal han på ny stilles for en dommer.
Retten besluttede desuden, at der skal være navneforbud for begge mænd. Dermed er det strafbart at røbe oplysninger, som afslører deres identitet.
RITZAU