Den 22-årige mand, der blev anholdt efter skyderiet i Field's 3. juli i år, var inspireret af en amerikansk massemorder, da han skød og dræbte tre personer og sårede adskillige andre.

Det skriver TV 2, der sammen med Frihedsbrevet har arbejdet på at kortlægge den mistænkte gerningsmand forløb i psykiatrien op til skyderiet i Field's.

Her fremgår det af TV 2 og Frihedsbrevets kilder, at manden, der nu sidder varetægtsfængslet og skal for en dommer, var inspireret af en amerikansk massemoder.

Der er tale om Randy Stair, der i 2017 skød og dræbte tre af sine kollegaer i det supermarked, han arbejdede i.

Her havde han barrikaderet udgangene, hvorefter han affyrede 59 skud med sine to haglgeværer mod sine kollegaer.

Til sidst tog han sit eget liv.

Før Randy Stair udførte sin udåd, havde han optaget en række videoer, som han delte på en Youtube-profil.

Her kunne man se den amerikanske mand – der i videoerne gemte sig under navnet Andrew Blaze – tale dunder mod antipsykotisk medicin og psykiatere.

I videoerne fortalte han, hvordan han havde følt sig misforstået, ligesom han lod et møntkast afgøre, om han skulle begå selvmord, eller om han skulle tage andre med i døden på arbejdspladsen.

Man kunne desuden se den amerikanske mand kysse sine våben og i en video fortælle sine forældre, at »alt i hans univers er mørkt og forstyrret«

De videoer så den danske 22-årige mand i perioden op til skyderiet i Field's.

Den amerikanske mand var en inspiration, skrev han i sin notesbog.

Poserede med våben

Efter grundlovsforhøret dagen efter skyderiet i Field's blev den 22-årige varetægtsfængslet i surrogat, og var dermed i perioden fængslet på en lukket psykiatrisk institution.

Dagen før voldshandlingerne i Field’s uploadede han en række videoer på sin YouTube-kanal, hvor han poserer med sine våben.

I videoerne sidder den 22-årige mand i et sparsomt møbleret værelse med hvidmalede vægge og mørklægningsgardiner, mens han intet siger.

I beskrivelsen til en af videoerne havde han skrevet »Quetiapine doesn’t work«. Quetiapin er et produkt, der bruges til behandling af svær depression samt en række andre psykiske lidelser.

Videoerne er siden blevet slettet.