Formodet bagmand i svindelsag kan efterlyses internationalt
En mand sigtes for 309 forhold om svindel og forsøg på samme. Han blev varetægtsfængslet in absentia torsdag.

En mand sigtes for 309 forhold om svindel og forsøg på samme. Han blev varetægtsfængslet in absentia torsdag.

En formodet bagmand i en omfattende bedragerisag er torsdag blevet varetægtsfængslet in absentia - uden at være til stede - ved Københavns Byret.
Det oplyser anklager Eva Dal Jørgensen til Ritzau.
Manden er sigtet for 309 forhold, der både omhandler forsøgte og fuldbyrdede bedragerier for i alt 73,6 millioner kroner.
Den 34-årige mand var ikke til stede i grundlovsforhøret og er tilsyneladende ikke i Danmark. Derfor varetægtsfængsles han in absentia, som gør det muligt at få ham internationalt efterlyst.
I sagen er manden sigtet for at have opnået et udbytte fra svindlen på i alt 28,8 millioner kroner.
Manden formodes at være bagmand i et større netværk af kontaktbedragerier, som Københavns Politi har efterforsket siden 2024.
Her har såkaldte callere stået for at ringe til især ældre mennesker, som fik at vide, at de talte med politiet.
Bagefter mødte en person op på adressen for at hente den ældre persons kreditkort og kode med en forklaring om, at de ville beskytte kortet.
Herfra har netværket ifølge politiet kunnet misbruge kortoplysningerne og hæve penge fra ofrenes konti.
En anden formodet bagmand i samme netværk blev varetægtsfængslet in absentia i november sidste år og har været efterlyst internationalt siden.
Derudover sad en 24-årig kvinde tidligere på ugen i byretten tiltalt for at have ageret caller i netværket.
Ifølge anklagemyndigheden ringede hun i en periode fra oktober 2024 til maj 2025 til en række borgere og udgav sig for at være fra politiet.
Her skulle kvinden have fortalt, at borgernes værdier var i fare, hvorefter falske politibetjente blev sendt ud til ofrenes adresser for at hente betalingskort.
Den 24-årige er tiltalt for at have medvirket til, at der blev hævet beløb for i alt 260.000 kroner. Kvinden nægter sig skyldig.
Dommen i sagen mod hende afsiges 2. november.
RITZAU