En 42-årig mand endte i oktober flere dage på hospitalet, efter at han blev udsat for et overfald foran sit hjem i Solrød.
Offeret har en arbejdsmæssig relation til fodboldklubben Brøndby IF, og Midt- og Vestsjællands Politi mener, at sagen udspringer af hooligan-miljøet.
Mandag er seks personer blevet anholdt i sagen, oplyser politikredsen i en pressemeddelelse.
- Det er vores opfattelse, at overfaldet er sket på grund af offerets tilknytning til fodboldklubben Brøndby, og ellers er der tale om et fuldstændigt umotiveret overfald begået mod en mand for øjnene af hans familie, siger efterforskningsleder Liza Pallesen i pressemeddelelsen.
Ifølge politiet så mandens kone og barn, da overfaldet skete.
Gruppen er blevet anholdt på forskellige adresser i og omkring København, i Nordsjælland og på Vestsjælland.
Ifølge pressemeddelelsen har flere andre politikredse bidraget med at få kortlagt de mistænktes færden og forbindelser til hooligan-miljøet.
Over for Ritzau bekræfter Midt- og Vestsjællands Politi, at de anholdte ifølge politiet har tilknytning til fanmiljøet omkring FCK, som er Brøndbys lokalrival.
Ole Palmå, der er administrerende direktør i Brøndby IF, har tidligere udtalt sig om overfaldet til fodboldmediet bold.dk. Her beskrev han sagen som "forrykt".
- Vi tager hånd om vores medarbejder og hans familie, og der er nu en politisag, som vi kommer til at følge helt til dørs. For det er netop politiet - og siden hen domstolene - der skal sikre, at de ansvarlige bliver draget til ansvar, udtalte han i et skriftligt svar i oktober.
Bold.dk og Ekstra Bladet har tidligere erfaret, at offeret var fankoordinator for Brøndby IF.
Det står mandag morgen endnu ikke klart, om de seks anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør.
Midt- og Vestsjællands Politi skriver videre i pressemeddelelsen, at der kan forventes flere anholdelser i sagen.
/ritzau/
