Sagen om danske børn og mødre, som sidder i fangelejre i Syrien, kommer til at skulle for landsretten.
For Repatriate the Children (RTC), der repræsenterer de danske børn, har anket byrettens dom om, at Danmark ikke overtræder menneskerettighederne over for børnene og deres mødre.
Det oplyser foreningens advokat, Knud Foldschack, til DR.
I anken lægger RTC særlig vægt på en dom fra Menneskerettighedsdomstolen mod Frankrig. Her blev det afgjort, at landet var forpligtet til at lade sine statsborgere rejse ind i hjemlandet fra Syrien.
Den danske stat har tilbudt at tage de tre børn, der er danske statsborgere, hjem til Danmark – men betingelsen er, at mødrene ikke må komme med.
Københavns Byret frifandt i dommen i december Udenrigsministeriet, der var blevet sagsøgt af to mødre til tre børn, som alle sidder i den kurdisk- kontrollerede Al Roj-lejr.
Ministeriet har ikke krav på at hjælpe de danske børns mødre til Danmark, da mødrene ikke har dansk statsborgerskab.
De har henholdsvis marokkansk og somalisk statsborgerskab. Begge er blevet frataget deres danske statsborgerskab, fordi de tilsluttede sig Islamisk Stat.
Kun to af byrettens tre dommere stemte for at frifinde Udenrigsministeriet.
Den tredje mente derimod, at sagen skulle sendes tilbage til ministeriet til ny sagsbehandling. Dommeren lagde vægt på, at børnene kun er fem, tre og seks år gamle, og at deres fædre enten er døde eller er fængslet i Syrien.
Ifølge dommeren var tilbuddet fra Udenrigsministeriet et resultat af en regeringsbeslutning, og der skete ikke en individuel og konkret vurdering af børnenes rettigheder, lød det.
De to dommere, der dermed havde flertal, mente derimod, at myndighederne har ydet en omfattende bistand til børnene.
Sagsbehandlingen er foregået på en måde, som beskytter mod vilkårlige afgørelser, lød deres vurdering.
/ritzau/