Forældre snyder og ændrer adresse for at få de allerbedste pladser til børnene

Dagens nyhedsoverblik: Berlingske giver dig her overblikket over dagens vigtigste historier, så du er godt klædt på fra morgenstunden.

Unge skifter adresse i et forsøg på at komme ind på drømmegymnasiet. Men det gør forældre også for at få deres børn ind på eftertragtede skoler. Signe Goldmann/Ritzau Scanpix (arkiv)

Godmorgen, kære læser.

Velkommen til torsdagens nyhedsoverblik her på Berlingske.

I dag skal vi forbi regionerne, der kritiserer regeringens udmelding om at sende kræftpatienter til udlandet.

Danskerne vil gerne motionere i arbejdstiden, og forældre bruger snedige tricks til at få deres børn ind på de bedste skoler.

Og så halter sikkerheden på de legepladser, der er opført på tagene af en række institutioner i Københavns Kommune.

Men vi begynder i England, hvor en norsk kvinde er ved at blive smidt ud af landet, fordi myndighederne ikke kan finde beviser for, at hun har boet der i hele 74 år.

Musikelskere kender hendes historie. Men da hun kom til grænsen, var der ingen nåde

Hendes svoger er en af verdens mest berømte rockmusikere. Hun har boet i Storbritannien i 74 år, og hun var model på et af rockhistoriens mest ikoniske pladecovers.

Men nu er hun blevet truet med at blive smidt ud af landet, fordi hun ikke har bevist, at hun er britisk.

Sådan lyder historien om Kari-Ann Moller, der er gift med Chris Jagger, lillebror til den mere kendte Mick Jagger fra rockbandet The Rolling Stones.

Der er åbenbart ikke bevis for, at hun har boet i landet, lyder det fra myndighederne.

Dog mener Chris Jagger, at de ikke kan »kan finde beviser« på, at hans hustru gennem 44 år har boet i Storbritannien.

Man må spørge sig selv, hvilken slags computere myndighederne bruger, hvis de ikke kan finde oplysninger om Kari-Ann Moller, konstaterer han.

Læs Uffe Taudals historie her og find ud af, hvad der mon kan være sket for Kari-Ann Moller.

Danskere vil have sved på panden i arbejdstiden

Gående møder, morgenyoga, elastikøvelser på kontoret, styrketræning og fælles løbeture med kollegerne.

Det vil danskerne gerne have, når de er på arbejde. Næsten fire ud af fem mener, at motionsaktiviteter og sundhedstiltag har en positiv betydning, når de skal bedømme en arbejdsplads.

Det viser en rundspørge, som Dansk Erhverv har foretaget blandt 1.006 repræsentativt udvalgte danskere – heraf 56 procent i beskæftigelse.

Og der bør blive indført motion i arbejdstiden.

Sådan lyder meldingen fra Tina Dalager, der er lektor på Institut for Idræt og Biomekanik ved SDU.

Ifølge lektoren er der behov for en øget indsats for at få ledelser og virksomhedsejere overbevist om, at de skal have fokus på at lave motions- og sundhedstiltag.

»Der er desværre for mange voksne danskere, som er inaktive og ikke følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger om fysisk aktivitet. Det kombineret med en øget forekomst af blandt andet smerter i muskler og led kalder på handling. De fleste danskere bruger rigtig meget tid på deres arbejdsplads, og derfor er det en oplagt arena for at indføre sundhedsfremmende initiativer,« siger hun.

Du kan læse mere undersøgelsen i Jyllands-Postens e-avis her.

Hospitaler i udlandet siger nej til at hjælpe danske kræftpatienter

Det kommer simpelthen ikke til at ske.

Det er helt urealistisk at skaffe behandlingsmuligheder i større målestok på hospitaler i udlandet til danske kræftpatienter, som har udsigt til at vente uger og måneder på at få hjælp, fordi der mangler kapacitet herhjemme.

Det er vurderingen ude i regionerne, hvor der rettes hård kritik mod regeringens løfter om at sørge for flere behandlingstilbud i udlandet i et forsøg på at afbøde kræftkrisen herhjemme.

Kritikken kommer, efter at regeringen for nylig annoncerede en ny sundhedspakke til fem milliarder kroner med en ny kræfthandlingsplan som en del af pakken.

Centralt på listen er nye tiltag om at skaffe flere behandlingsmuligheder i udlandet.

Regioner har spurgt sygehuse i USA, Frankrig, Østrig og overalt i Norden, om de kan hjælpe. Hver gang har svaret været det samme.

Du finder historien hos Berlingske her.

De skulle løse pladsmangel i byen – men sikkerheden halter: »Børn var på vej op over faldværnet«

Byen er blevet mere og mere trang, i takt med at den københavnske befolkning er vokset.

For at løse pladsproblemet har Københavns Kommune opført legepladser på taget af en række institutioner og skoler de senere år, frem for at bygge dem i terræn.

De nytænkende legepladser har dog ikke været nogen succes.

En ny rapport fra Børne- og Ungdomsforvaltningen har samlet erfaringer fra 11 daginstitutioner og fem skoler.

Og den afslører, at en række institutioner og skoler har oplevet problemer med sikkerheden omkring det såkaldte kantværn, som skal forhindre børnene i at klatre op og falde ned fra taglegepladsen.

Problemstillingen har blandt andet gjort sig gældende i Børnehuset Gaia, der har adresse på Amagerbrogade:

»Det er farligt for børnehavebørnene at være på taget. Børnehavebørn er jo meget opfindsomme og kan nemt finde på at skubbe et bord hen og begynde at klatre op. Børnehavebørn kan også kaste ting ud over kanten,« fortæller en pædagogisk leder i børnehaven til Berlingske.

Læs mere om problemerne her.

Ressourcestærke forældre snyder børn ind på eftertragtede folkeskoler

Og så til dagens overskrift.

Nogle folkeskoler har bedre ry end andre. Og det har en stor betydning for forældre.

Så meget, at forældrene forsøger at snyde sig til en plads til børnene på »den helt rigtige skole«.

I Skolelederforeningen fortæller næstformand Dorte Andreas til TV 2 Kosmopol, at hun har kendskab til, at forældre vælger midlertidigt at skifte adresse for at få deres barn ind på en eftertragtet skole.

Dog kender man ikke til, hvor stort omfanget er.

Men Dorte Andreas mener, at forældre bør se ud over skolernes omdømme.

»Hvis man som forælder ikke har hørt godt om den skole, ens barn er tilknyttet, synes jeg i stedet, at man bør indgå i en dialog med skolen og give den en chance. Man kan jo have nogle fordomme om en skole, der viser sig ikke at stemme overens med virkeligheden.«

Du kan læse mere her om, hvordan forældrene formår at snyde sig til »den bedste plads« på landets skoler.

Der sker i dag

  • Østre Landsret indleder ankesagen mod en tidligere journalist på Ekstra Bladet, der er tiltalt for at have krænket en lang række børn, som kom i hans hjem, og for at have indgået i et pædofilt netværk i cyberspace.

  • Musikfestivalen Tinderbox finder i disse dage sted i Tusindårsskoven i Odense. Festivalen løber af stablen 22. juni til 24. juni.

  • Indiens premierminister, Narendra Modi, er på officielt besøg hos USAs præsident, Joe Biden, torsdag.

Tak, fordi du læste med.