Forældre forsvinder ned i telefonen: »Det går ud over børns grundlæggende tillid«

Jasper Ritz er en af de fædre, der er rigtig god til at gynge med den ene hånd og scrolle med den anden. En ny undersøgelse viser, at mange forældre har snuden begravet i digitale medier, når de ellers burde være nærværende med deres børn. Det kan have alvorlige konsekvenser for de små.

Jasper Ritz er hyppig bruger af sin telefon både i arbejderegi og i fritiden. Han synes selv, det har taget overhånd, når han er sammen med sine børn. Her er han på legepladsen med døtrene Elly og Mona. Søren Bidstrup

Helt stolt gik hun over til sin far. Hun havde fundet hans tro følgesvend på gulvet. Den skulle han have i hånden, som han plejer – oppe foran ansigtet.

Noget har den toårige Mona observeret rigtigt. Jasper Ritz’ gennemsnitlige skærmforbrug på den lille sorte skærm er nemlig syv timer dagligt.