En 45-årig kvinde og en 49-årig mand er tirsdag blevet kendt skyldige i at frihedsberøve og forsøge at tvangsgifte deres 17-årige datter i udlandet.
Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Retten i Odense idømte manden halvandet års fængsel og kvinden en ambulant behandlingsdom.
Den 45-årige kvinde og den 49-årige mand er dømt for at have frihedsberøvet deres datter i udlandet i omkring en måned.
Forældrene har siddet varetægtsfængslet, imens sagen stod på og blev løsladt af retten, da dommen var blevet afsagt.
Den 49-årige mand udbad sig betænkningstid i forhold til, om han vil anke sin dom til landsretten. Kvinden modtog dommen.
Fyens Stiftstidende var til stede i retten. Selvom sagen startede hos de danske myndigheder, fordi den 17-årige sendte en besked til en veninde, har hun ifølge avisen fastholdt, at rejsen sammen med hendes forældre var frivillig.
Derfor tilsidesatte anklager Sine Josephsen både forældrene og pigens forklaringer i sagen. Ifølge anklageren var det tydeligt, at pigen skulle giftes mod sin vilje, baseret på de beviser, som blev fremlagt i sagen.
/ritzau/


