For to år siden lovede de løsninger efter Else-sagen. Efter ny plejehjemsdokumentar går flere partier til angreb på regeringen

Dagens politiske aftenpost: Tre minutters valgoverblik på dagen, hvor en dokumentar om nye svigt på plejehjem for alvor tog dagsordenen, hvor både Dansk Folkeparti, De Konservative og Danmarksdemokraterne var hurtige til at præsentere bud på, hvordan de vil forbedre ældreplejen, og hvor regeringen fik kritik for mangel på samme.

»Vi kan ikke sidde her igen om et år, og så kan I (TV 2, red.) vise mig en ny dokumentar,« sagde Magnus Heunicke (S), daværende sundheds- og ældreminister, i 2020 efter den meget omtalte dokumentar »Plejehjemmene bag facaden«. I dag må han, som senere overdrog ældreområdet til Astrid Kragh (S), konstatere, at det netop er sket. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Godaften og velkommen til den politiske aftenpost fra Berlingske.

På valgkampens dag 16 har flere partiledere atter været rundt i landet. SFs Pia Olsen Dyhr har uddelt flyers i både Roskilde, Silkeborg og Randers, Lars Løkke Rasmussen (M) har angiveligt kommenteret en fodboldkamp, og ifølge TV 2 vil Inger Støjberg (DD) runde dagen af med at være gæstebartender på Café Guldhornene i København.