For otte år siden blev han kaldt »et fænomen«. Til lyden af buldrende kanoner forsøger Messerschmidt nu igen at overbevise danskerne

Hvis nejkampagnen om forsvarsforbeholdet har et ansigt, må det være Morten Messerschmidt, der er tilbage på sin gamle politiske hjemmebane. Men har den nyslåede DF-formand stadig samme tyngde i EU-debatten som tidligere? Og hvordan vil han overbevise vælgerne om sin sag? Berlingske fulgte i hælene på Morten Messerschmidt. Det gik ikke stille for sig.

Tre gange på tre uger har Berlingske været, hvor Morten Messerschmidt har været. Undervejs er der blevet affyret kanoner, og DF-formanden har selv skudt verbalt på både danske og udenlandske modstandere. Thomas Lekfeldt

Der affyres kanoner, netop som Morten Messerschmidt kommer til syne iklædt mørkt, stribet jakkesæt og en åbenstående, hvid skjorte. I et roligt tempo skridter DF-formanden op på Kastellets voldanlæg, hvor majsolens fuglekvidren nu overdøves af den fjerne buldren.

Det er ikke high noon, men dog tæt på.