For mange får ikke de børn, de ønsker sig. De kommer for sent i gang og bremses af biologien, som med årene gør det sværere at få børn.

Et liv uden børn kan være en stor sorg for den enkelte og et problem for samfundet – og derfor skal blandt andet seksualundervisningen på ungdomsuddannelserne have fokus på, at det er vigtigt at få børn i tide, og i hvert fald før det er for sent.

Sådan lyder vurderingen i Region Hovedstaden, hvor politikerne nu går i offensiven for at adressere, hvad der kaldes et »presserende behov for tiltag til forebyggelse af barnløshed i Danmark«.

»Vi vil gerne have, at så mange som muligt oplever den store glæde, det er, at få børn. Det er en stor ulyksalighed for dem, der ikke lykkes med at få børn i tide. Derfor handler det om at komme i gang i ordentlig tid. For nok bliver vi ældre og ældre, men fertiliteten følger ikke med. På det punkt er man ved at være gammel, når man runder 30 år,« siger formanden for sundhedsudvalget i Region Hovedstaden Christoffer Buster Reinhardt (K).

I et brev til Folketingets sundhedsudvalg foreslår regionen, at der tages skridt til at forebygge barnløshed ved at indføre seksualundervisning på ungdomsuddannelserne.

Tanken er, at unge tidligt i livet får viden om »menneskets biologi« og bliver bevidste om »konsekvenserne ved at vente med at få børn til sent i livet,« fremhæves det i brevet.

Der skal således ikke alene være fokus på, hvordan man kan undgå at få børn, men også på at det gælder om at få børn i tide.

»Jeg mindes ikke, at jeg i forbindelse med min egen uddannelse er blevet præsenteret for oplysninger om faldende fertilitet, men dette aspekt er oplagt at få ind,« mener Christoffer Buster Reinhardt.

I henvendelsen til Folketinget fremhæver regionen, at kvinders frugtbarhed er størst i 20 års-alderen, men er halveret i 30-årsalderen.

Det nævnes også, at 40 procent af de danske mænd har lavt eller meget lavt antal sædceller, som betyder, at det tager længere tid at gøre kvinden gravid. Dertil kommer, at der med en stigende alder følger en række sygdomme, som kan påvirke fertiliteten negativt, ligesom det er tilfældet med fedme, rygning, alkohol og usund livsstil.

Samlet betyder dette, at hver femte mand aldrig bliver far, og at hver tiende kvinde ikke får de børn, hun gerne vil.

Et stigende antal kvinder og par får dog hjælp af behandling på en fertilitetsklinik, som i dag bringer hvert 12. barn til verden. Og her presser Region Hovedstaden på for at kunne give mulighed for flere offentlige behandlingstilbud, seks mod i dag tre.

Det kan dog ikke stå alene i bestræbelserne på at bekæmpe barnløshed, lyder vurderingen.

På centralt niveau må der også sættes øget fokus på, hvad der kan gøres for at ændre kulturen og normerne samt hvilke samfundsmæssige initiativer, der kan tages for at få flere unge til at blive forældre, mens de er i 20erne, mener regionen.

Her kan man eksempelvis se på på SU-størrelsen og boligpriserne, lyder et bud.

»Der kan være mange årsager – uddannelse, job, karriere og hvornår man møder sin partner. I hvert fald får folk børn senere og senere, og det gælder især i hovedstadsområdet. Det skal vi prøve at få lavet om på,« siger Christoffer Buster Reinhardt.