For første gang i 112 år er Det Konservative Folkeparti ude af budgetforhandlingerne på Frederiksberg. Det skriver Laura Lindahl (K), rådmand og formand for beskæftigelsesudvalget på Frederiksberg, på Facebook.

»Efter 12 timers forhandling meddelte borgmesteren, at billetten til at fortsætte forhandlingerne var en accept af en skattestigning på minimum 0,6 procent og uden en øvre grænse. Det fik os til at forlade forhandlingerne.«

Budgettet, der vedtages af kommunalbestyrelsen 10. oktober, bliver altså uden en underskrift fra De Konservative.

De vil nemlig ikke gå med til, at skatten hæves:

»Vi har hele tiden haft fokus på at finde løsninger, som ikke inkluderer en skattestigning – men den samme vilje oplever vi ikke hos den nye borgmester og vennerne i Enhedslisten. Her er det tydeligt, at man ønsker at hæve skatten for enhver pris.«

Laura Lindahl anerkender, at der er nogle økonomiske udfordringer på Frederiksberg. Men hun siger, at borgmesteren har stirret sig blind på skattestigninger og derfor ikke er villig til at forsøge at finde andre løsninger:

»Vi opfattede altså meget hurtigt, at der ikke var en velvillighed til at kigge på, om man kunne effektivisere sig ud af den udfordring, man står i – det var tydeligt, at man havde stirret sig blind på en skattestigning,« siger hun til Berlingske.

På Facebook skriver Frederiksbergs borgmester, Michael Vindfeldt (S), at han ser en skattestigning som den sidste udvej:

»Derfor kan jeg ikke se, at vi kommer igennem et budget uden at hæve skatten. Ikke fordi jeg har lyst til det. Tværtimod er det for mig, det sidste værktøj vi har i værktøjskassen. Det synes jeg også, at jeg har vist med de mange, mange besparelser, der er lagt frem. Men vi skal også have en by, hvor tingene hænger sammen.«

Han skriver også:

»Hvad hvis der sker mirakler i weekenden? Kan en skattestigning så ikke undgås? Gerne for mig, hvis der er nogen, der kan vise mig 150 mio., som jeg ikke har kunnet finde. Hvis nogen har 150 mio. i overskud og har lyst til at donere, kan jeg nok også godt finde kommunens MobilePay nr.«

»Politik er det muliges kunst«

Venstre sidder stadig med til budgetforhandlingerne.

Til Berlingske siger Jan E. Jørgensen (V), at de bliver til forhandlingerne for at forsøge at holde skattestigningen så lav som muligt og for at få andre borgerlige mærkesager med.

»Man kan vælge at gå ind og arbejde med de vilkår, der er, og forsøge at gøre slutresultatet så liberalt som muligt. Ellers kan man vælge, som Konservative, at sige, at det vil de ikke stå model til. Politik er det muliges kunst,« siger han.

De Konservative oplyser, at de vil udarbejde deres eget budget.