Godmorgen og velkommen til nyhedsoverblikket denne fredag, som ikke er en hvilken som helst fredag.
Vi skal runde en historie om to muslimske kvinder, der nægtede at give hånd til mænd og derfor fik stoppet deres praktikforløb. Nu har Ligebehandlingsnævnet taget stilling til spørgsmålet.
Og nej, det er ikke på den baggrund, at dagen er særlig.
Dagen markeres ved, at der flages fra samtlige statsbygninger og statsskibe i hele kongeriget. Det skyldes dronning Margrethes 50-års regentjubilæum.
På grund af coronasituationen er de planlagte festligheder kraftigt neddroslet. Men lidt sker der.
Dronningen indleder dagen med statsråd på Christiansborg Slot klokken 9.30, hvor kronprins Frederik og statsminister Mette Frederiksen (S) deltager. Dernæst tager Folketinget imod Dronningen. Klokken 12 vil der være kranselægning ved Frederik 9. og dronning Ingrids grav ved Roskilde Domkirke.
Tillykke, dronning
Vi begynder overblikket med Berlingskes chefredaktør Tom Jensens lykønskning til Dronningen.
I Berlingskes leder skriver han, at Dronning Margrethe 2.s største præstation gennem sine 50 år som regent er at holde sammen på det hele. Det er og har ikke været nogen selvfølge i en stadig mere fragmenteret tid, lyder vurderingen.
»Margrethe 2. har vist sig at være præcis det, Kongehuset havde brug for, i den tid hun har regeret. Det er ikke nogen selvfølge. Tag blot et blik ud over flere af de øvrige europæiske kongehuse og se, hvor hurtigt den folkelige opbakning kan vakle eller formøbles,« skriver Berlingskes chefredaktør.
Læs lederen her.
Berlingske dækker regentjubilæet dagen igennem. Følg vores liveblog fra klokken 9.30.
Jubilæet markeres naturligvis også på morgenaviserne forsider. Dronningen har gennem tiden samarbejdet med ni statsministre, skriver Jyllands-Posten, der har talt med de fem nulevende.
Her er Boris Johnsons udfordrer
Vi går videre til situationen i Storbritannien, hvor jorden lige nu slår revner under premierminister Boris Johnson.
Onsdag måtte Johnson forklare og forsvare sig og til sidst undskylde en fest, der sidste år blev afholdt i premierministerens egen have midt under en ualmindelig striks coronanedlukning i Storbritannien.
Rivaler kører sig nu i stilling til et kommende opgør med Boris Johnson.
En af de mest loyale og populære ministre ses af stadig flere som en mulig afløser for den pressede partiformand. Han sendte sin opbakning til Boris Johnson sent i aftes. Den var dog mere lunken end de flestes.
Læs artiklen her.
Radikale Venstre truer med mistillidsvotum for at forhindre en ren S-regering
Radikale Venstres leder, Sofie Carsten Nielsen, strammer nu skruen om Mette Frederiksen (S) og Socialdemokratiet.
For nylig lød det fra R-lederen, at hun ikke ville støtte en ren S-regering efter næste folketingsvalg. Nu siger hun til DR, at Radikale Venstre vil være klar til at stille et mistillidsvotum og således forhindre, at Socialdemokratiet danner regering alene.
»Hvis hun (Mette Frederiksen, red.) ikke vil tale med nogen, så er det klart, at så er vi nødt til at tage konsekvensen og stille det mistillidsvotum. Vi kommer ikke til at fortsætte med en etpartiregering på radikale mandater,« siger Sofie Carsten Nielsen ifølge DR.
Læs artiklen her.
Venstre-nestor lægger pres på Søren Pape Poulsen for at melde sig som statsministerkandidat
Ifølge Venstre-veteranen Claus Hjort Frederiksen kæmper Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, en kamp på ulige vilkår, når det kommer til spørgsmålet om det blå lederskab.
Forklaringen er, at en anden partileder i blå blok, Søren Pape Poulsen (K), flere gange har flirtet med at blive statsministerkandidat – dog uden at melde sig officielt.
»Set med mine øjne skal man, hvis man er kandidat, også melde sig, så man kan blive trykprøvet. Det er ikke nok bare at lege med tanken. Derfor er min melding, at hvis Pape i alvor mener det, må han melde sig i god tid,« siger han.
»For hvis han gør det, skal han forholde sig til alverdens spørgsmål. Der er ikke fribilletter i politik,« siger Claus Hjort Frederiksen.
Læs hele artiklen her.
Ifølge Berlingskes politiske kommentator, Bent Winther, siger Claus Hjort Frederiksen det, som mange i Venstre tænker:
»Søren Pape Poulsen er ikke blevet trykprøvet som officiel kandidat til landets øverste politiske post på samme måde, som Ellemann-Jensen er det. Han kører på frihjul, og det skaber frustration hos Venstre.«
Læs Berlingskes politiske kommentators analyse her.
Kommune skal betale to muslimske lærerstuderende 25.000 kroner hver
Vi slutter af med en artikel fra Jyllands-Posten.
En dansk folkeskole krævede af to muslimske lærerstuderende, at de skulle give hånd til mænd.
Kvinderne var i praktik på den samme folkeskole, men fik afbrudt praktikken, fordi de nægtede at give hånd til mænd.
Dette er blevet til en sag for Ligebehandlingsnævnet – eller rettere to sager. Begge sager er nu afgjort til fordel for kvinderne. Nævnet er kommet frem til, at der var tale om »indirekte forskelsbehandling på grund af religion eller tro«.
Kommunen, som skolen ligger i, skal nu betale en godtgørelse på 25.000 kroner til hver af kvinderne.
Læs artiklen i Jyllands-Posten her.
Her får du de seneste de seneste coronatal:
Det sker i dag
Ankesag: To mænd tiltalt for rovmord i Ruds Vedby og Vemminge. Østre Landsret indleder ankesagen mod to mænd, der begge ved Retten i Næstved blev idømt fængsel på livstid for at have dræbt en 68-årig mand i Ruds Vedby og en 80-årig mand i Vemminge.
Åbent samråd med minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Rasmus Prehn (S) om udgifterne til it-system.