»Folk tager lidt forskud på glæderne«: Her er eksperternes dom over de nyeste coronatal

Antallet af indlagte stiger en smule, men overordnet er der tale om en langsom, stabil udvikling hen over påsken, vurderer eksperterne.

Der er kommet lidt flere indlagte med covid-19, efter at tallet ellers har været dalende gennem et godt stykke tid.

Men overordnet er der stadig tale om en relativt afdæmpet udvikling i coronaepidemien i Danmark, og der er stadig grund til at være optimistisk i forhold til, at vi vil komme gennem krisen, uden at sundhedsvæsenet bryder sammen og uden voldsomme stigninger i antallet af dødsfald.