For første gang er en person kendt skyldig i at bryde reglerne om en såkaldt omvendt fodlænke.

Retten i Hillerød har torsdag idømt en 34-årig mand 60 dages fængsel, efter at han i starten af året klippede sin elektroniske fodlænke over samt nægtede at medvirke til at få sat den på.

Den 34-årige ankede dommen på stedet, oplyser den 34-åriges forsvarer, Jan Aarup, til Ritzau torsdag eftermiddag.

Reglerne om omvendt fodlænke blev indført sidste år som en beskyttelse af ofre for stalking og partnervold.

Mens en almindelig elektronisk fodlænke bruges til at sikre, at en dømt holder sig inden for et bestemt geografisk område, eksempelvis hjemmet og arbejdspladsen, så skal den omvendte fodlænke sikre, at en person holder sig væk fra et område. Det kan være offerets hjem og arbejdsplads.

Den elektroniske GPS-sender monteres om anklen, og der udsendes en alarm til myndighederne, hvis personen går ind i den forbudte geografiske zone.

Manden i denne sag er tidligere idømt en længere fængselsstraf for blandt andet vold mod en ekskæreste. Den eks har han også et tilhold mod at kontakte.

For at sikre, at han ikke nærmer sig ekskæresten, fik den 34-årige den 22. januar i år et påbud om at bruge den omvendte fodlænke.

Ifølge Jan Aarup har retten lagt vægt på de mange gange, manden ikke var mødt op for at få sat den elektroniske fodlænke på. Det drejer sig om i alt 20 tilfælde.

Her havde mandens forklaring været, at han ikke var blevet oplyst om sin mødepligt, eftersom han er hjemløs og ikke har adgang til e-boks.

Ifølge en betjent havde hun dog oplyst ham om, at han skulle møde. Retten mener derfor, at han godt vidste, at han skulle komme, fortæller mandens forsvarer.

Han er desuden dømt for ikke at holde batteriet på den omvendte fodlænke opladet på over syv procent.

Fodlænken skal lades op jævnligt, men den 34-årige har under et tidligere retsmøde fortalt, at det var svært, når han var hjemløs.

Når fodlænken er ved at løbe tør, begynder den at vibrere. Det blev på et tidspunkt for meget for manden.

- Til sidst valgte jeg at klippe den af, fordi den vibrerede nede på min ankel, har manden forklaret under et retsmøde i juli.

Det fremgår endnu ikke, hvornår ankesagen skal behandles af landsretten.

RITZAU