Først hånede de Konservative en tidligere minister for hans indsats under krise. Men nu vil partiet ikke selv pege på en løsning

Det er fuldt ud muligt at beskytte grænserne, mener de Konservative. Men de vil ikke svare konkret på, hvordan det skal ske.

Ida Guldbæk Arentsen

De Konservative vil beskytte grænsen, og det kan de – i modsætning til tidligere justitsminister Søren Pind (V), der i 2015 lod flere hundrede flygtninge og migranter passere grænsen fra Tyskland og vandre ad stier, veje og motorveje op igennem Danmark.

Sådan lyder det i hvert fald på tidligere erhvervsminister Rasmus Jarlov (K), der i et opslag på Twitter håber, at Danmark har en mere håndfast justitsminister næste gang, flygtningestrømmen nærmer sig de danske grænser.