Drengene er blevet forsømt, mens pigernes problemer har kapret dagsordenen.

De grundlæggende maskuline idealer er blevet »udlagt som noget dårligt«, og #metoo-debatten har forvirret drengene.

Men nu skal drengenes problemer have lov til at fylde, mener Katrine Evelyn Jensen, formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, DSU. Og hun er selv »en del af ligningen«.

»Jeg er politisk formand i DSU, så selvfølgelig er jeg også medskyldig,« siger hun i dagens afsnit af »Pilestræde« – Berlingskes nyhedspodcast. 

Katrine Evelyn Jensen kan ikke bare mærke i samfundet, at drengene er blevet forsømt. Hun kan læse det i resultaterne fra Skolevalget 2024, hvor Liberal Alliances Ungdom fik godt 30 procent af stemmerne, mens de unge socialdemokrater i DSU kun fik knap 16 procent.

»De er dygtige til at skabe en håbefuld fortælling om at tage ansvar og få frihed,« siger hun om Liberal Alliance.

Nu vil hun forsøge at få drengene og de unge mænd tilbage.

Drengenes problemer

Hendes analyse er denne: I #metoo-debatten kunne drenge se »en masse mænd blive kastet for løverne«, og da samtykkeloven blev skabt, var en del af dem forvirrede.

Hvad må man egentlig, og hvor går grænsen?

Katrine Evelyn Jensen var en af dem, der gjorde den forvirring til skamme, forklarer hun i »Pilestræde«.

»Fejlen fra min side var at negligere det og sige: 'Nej, tag dig nu sammen!'«

Men hun er ikke den eneste, der har glemt drengenes problemer, mener hun. »Hele venstrefløjen« har over de sidste fem-syv år »svigtet drengene«. 

De har generelt interesseret sig mere for det, hun selv kalder for »feminine dagsordener«, mens Liberal Alliances Alex Vanopslagh har været god til at tale mændene op.

»Han er dygtig til at skabe et maskulinitetsideal for de her drenge,« understreger hun.

Og nu vil hun selv forsøge at gå samme vej.

»Det, der skal ændre sig, er jo, at vi ikke skal fnyse på næsen, når der er nogen, der kommer og siger: 'Hov, hvorfor gør vi det her?' Eller: 'Arh, det tror jeg har nogle konsekvenser her.' Det tror jeg, at vi skal tage alvorligt og anerkende.«

Vi kan ikke vise dig dette indhold, som stammer fra en tredjepart, da du ikke har samtykket til alle relevante statistik- og/eller markedsføringscookies. Du kan ændre dit samtykke og dine cookieindstillinger her.

Alternativt kan du se indholdet på spotify