250 ton gammelt kød.
Det blev det opsigtsvækkende fund, da Fødevarestyrelsen lige før jul var forbi slagterikoncernen Skare Meat Packers.
Fødevarewatch skriver, at firmaet er blevet politianmeldt, og det gamle kød er blevet beslaglagt.
»Jeg må sige, at det er en sjælden sag. Jeg kan ikke komme på, at vi har fundet så store mængder gammelt kød, også i forhold til den manglende sporbarhed,« siger Michael Rosenmark, chef for Fødevarestyrelsens Rejsehold.
Det lyder videre, at det i sig selv ikke er ulovligt at have gammelt kød liggende, men det er ulovligt ikke at kunne fremvise dokumentation – og dermed såkaldt sporbarhed – på kødet.
Og det har Skare Meat Packers ikke kunnet.
Selve besøget fra Fødevarestyrelsen hos slagterikoncernen i Vejen tog 12 timer og 40 minutter, og der blev blandt andet fundet oksestege fra 2010, oksestriploins fra 2011 og entrecotesteaks fra 2014.
Skare Meat Packers har fået en frist frem til 1. februar til at fremskaffe fakturaer for kødet.

Det er ikke første gang, at slagterikoncernen er endt i en uheldig sag. Tilbage i 2006 trak det eksempelvis overskrifter, da der blev afsløret uoverenstemmelser med datomærkningerne. De principper, som selskabet havde fulgt, blev dog kort tid efter gjort lovlige.
Fødevarewatch har ikke kunnet få en kommentar fra Skare Meat Packers til den nye sag om det meget gamle kød.