Flere steder har bilister haft ekstra køretid mandag morgen.
Der har været flere uheld på vejene, som gav ekstra køretid, oplyste Vejdirektoratet mandag morgen kort før klokken 08.
- Især Hovedstadsområdets indfaldsveje har her til morgen været ramt af flere uheld, så følg med på trafikinfo.dk, inden I tager afsted og kør i ekstra god tid, skrev Vejdirektoratet på X.
Hillerødmotorvejen er en af strækningerne, der har været ramt af uheld. Motorvejen blev derfor i en periode spærret mellem Klausdalsbrovej og Værebrovej i retning mod Hillerød.
På Rute 21 Holbækmotorvejen fra Roskilde mod København er der sket et uheld mellem motorvejskryds Vallensbæk og Vallensbæk N. Derfor var der også kø på den strækning.
Der var også længere køretid ved Avedøre, hvor E47 Motorvejen fra Køge mod Lyngby blev ramt af kø mellem Avedøre og Rødovre efter et tidligere uheld.
I det jyske var der kø på E20 Motorvejen fra Fredericia mod Kolding N mellem Taulov og Kolding. Der var på et tidspunkt kun ét farbart spor grundet et tidligere uheld.
Bilister, der skal over Storebæltsbroen, skal mandag morgen også være ekstra opmærksomme.
Broen advarer imod blæst, der kan påvirke kørslen. Af den grund er passage med påhængskøretøjer under 750 kilo forbudt. Forbuddet ventes ophævet klokken 15.
/ritzau/