To busser er stødt frontalt sammen på Landevejen i Hornslet nord for Aarhus, og flere er kommet alvorligt til skade.

Det skriver Østjyllands Politi, der er på stedet, på X.

Vejen er afspærret som følge af ulykken.

- Find alternative ruter, og følg vores anvisninger, skriver politiet på X.

Det er ikke blevet oplyst, hvor mange der er kommet til skade og i hvilket omfang, men omkring klokken 11.30 oplyser Østjyllands Politi på X, at det snarest muligt vil melde ud omkring tilskadekomne.

Der er ingen tidshorisont for, hvornår afspærringen ophæves.

Omkring klokken 10.30 oplyste politiet, at det er massivt til stede, og at redningspersonale også er massivt til stede.

Det er to af Midttrafiks busser, der har været involveret i ulykken.

Det oplyser Britta Charmig, der er pressemedarbejder i Midttrafik, til Ritzau.

- Vi prøver at skabe os et overblik over situationen, siger hun og oplyser, at der bliver taget hånd om dem, der er kommet til skade, og dem, der skulle ud af busserne.

Midttrafik står for den kollektive trafik i Midtjylland.

En bilinspektør er blevet kaldt til stedet.

En bilinspektørs opgave er at undersøge alvorlige trafikulykker. Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.

Anmeldelsen om ulykken indløb til Østjyllands Politi klokken 09.31, skriver politiet på X.

På Midttrafiks hjemmeside, lyder det, at der på grund af ulykken er ændrede ruter. Passagerer opfordres til at tjekke Rejseplanen eller Midttrafik Live, inden de tager afsted.

/ritzau/