Flere skud blev efter midnat natten til søndag affyret mod en lejlighed i Ishøj, oplyser politiet. Ingen er blevet ramt ved episoden.

Skyderiet foregik på Gildbrovej, og politiet fik meldingen klokken 00.23.

Politiet rykkede ud til stedet for at sikre eventuelle spor, og sagen efterforskes, lyder det.

Hvor mange skud, der blev affyret, fremgår ikke umiddelbart af de oplysninger, som Københavns Vestegns Politi har frigivet på mediet X.

Tilsyneladende har skud ramt ved altandøren.

- Der var nogen hjemme i lejligheden, oplyser vagtchefen til Ritzau. Han kan dog ikke umiddelbart sige, om det var en eller flere personer.

Politiet håber på at få oplysninger fra folk, der var i området og så noget.

/ritzau/