De senere år har kriminaliteten blandt børn og unge under den kriminelle lavalder generelt været faldende.
Den tendens er nu vendt. Fra 2016 til 2019 er flere børn og unge under den kriminelle lavalder blevet anmeldt for kriminalitet, fremgår det af en ny undersøgelse fra Danmarks Statistik.
Britt Østergaard Larsen, der er forsker i kriminalitet ved VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, peger på, at kriminaliteten i aldersgruppen fortsat er lav.
»Det er vigtigt at huske, at antallet af registrerede lovovertrædelser begået af 10-14-årige faldt med 72 procent fra 2006 til 2016. Så selv om vi nu ser en stigning, er kriminalitet blandt 10-14-årige stadig meget lidt udbredt,« siger hun.
Undersøgelsen konkluderer, at der i 2019 blev registreret 11 anmeldelser pr. 1.000 borgere i alderen fra 10-14 år. I 2016 var der tale det om otte anmeldelser.
Stigningen står i kontrast til de foregående år, hvor kriminaliteten i den unge aldersgruppe – og samfundet som helhed – generelt har været nedadgående.
For ti år siden blev der anmeldt 15,9 lovovertrædelser pr. 1.000 børn blandt de 10-14-årige, hvilket fortsat er højere end niveauet i 2019.
I aldersgruppen er det især de 14-årige, der begår kriminalitet. 49 procent af de mindreåriges lovovertrædelser var ejendomsforbrydelser – herunder især butikstyverier og hærværk.
Markant mere vold
Tallene fra Danmarks Statistik flugter med Justitsministeriets rapport om børne- og ungdomskriminalitet fra 2019. Den konkluderer, at der fra 2018 til 2019 er tale om en stigning på to procent, når det kommer til antallet af sigtelser og mistanker vedrørende 10-14-årige.
Stigningen skyldes blandt andet, at markant flere børn i aldersgruppen mistænkes for vold. Fra 2018 til 2019 var stigningen i antallet af mistanker for vold og trusler for 10-14-årige på 86 procent.
Britt Østergaard Larsen peger på en årsag til, at flere børn anmeldes for voldskriminalitet:
»En del af stigningen i tilfældene med vold og trusler kan skyldes, at man de seneste år er blevet mere tilbøjelig til at politianmelde tilfælde, hvor børn og unge for eksempel begår simpel vold, når de er anbragt på institutioner – herunder også vold og trusler mod personalet,« siger Britt Østergaard Larsen og tilføjer:
»Det sker blandt andet, fordi der har været en praksisændring i forhold til erstatningssager, hvilket har øget anmeldelser af vold og trusler mod offentligt ansatte.«
Kriminalitet daler
På tværs af alle aldersgrupper i Danmark gælder dog, at antallet af anmeldte forbrydelser er faldende.
Der blev således anmeldt 2,4 procent færre straffelovsovertrædelser i 2019 end i 2018, og antallet af anmeldelser er dermed faldet fra 364.000 til 355.000 på et år.
Hermed fortsætter det fald, der har været gældende siden 2010 – kun afbrudt af en stigning fra 2015 til 2016.
Det samlede fald dækker dog over stigninger for nogle lovovertrædelser og fald for andre. Blandt andet er antallet af anmeldelser af voldsforbrydelser steget det seneste år, mens antallet af anmeldelser af ejendomsforbrydelser er dalende.