Alle tog i cityringen i Københavns Metro holder stille. 

Det betyder, at samtlige passagerer er blevet evakueret, oplyser Metro Service til Berlingske. 

»Metroen kører ikke på M3 og M4 på grund af en teknisk fejl i systemerne. De er jo selvkørende, så når der er en fejl, stopper det hele stort set,« siger Morten Engel Svan, der er kommunikation og pressekoordinator.

»Vi har ingen tidshorisont, men vi ved, at det ikke kan løses på fem minutter, og derfor har vi evakueret de tog, der holder mellem perronerne. Det betyder, at passagerer i de tog, der holder mellem stationerne, har været ude og gå,« tilføjer han. 

Den tekniske fejl er også blevet noteret på Metroselskabets hjemmeside i en kortfattet meddelelse.

»Alle tog holder stille, det skyldes tekniske problemer. Vi anbefaler, at man finder alternativ transport på rejseplanen.dk. Rejsegarantien er trådt i kraft,« står der.