Flere gader spærres for al trafik, når Royal Run løber af stablen: Her er overblikket
Anden pinsedag afholdes Royal Run for sjette år i træk i København og på Frederiksberg. Det betyder, at flere veje spærres af, og at der indføres standsnings- og parkeringsforbud i flere områder.
Mandag afholdes det årlige Royal Run, der i år har rekordmange deltagere. Det kommer til at påvirke trafikken i København og på Frederiksberg. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Anden pinsedag vil lidt over 42.000 løbere fylde vejene i København og på Frederiksberg sammen med kongefamilien, når Royal Run afholdes for sjette år i træk.
Det betyder, at det vil være lidt mere vanskeligt, end det plejer, at være bilist i hovedstaden. Ruten til Royal Run lukker nemlig for al trafik i København og på Frederiksberg, og man må derfor forvente, at der vil være pres på trafikken, og at parkeringsmulighederne vil være begrænsede.
Ruten, som de mange løbeglade danskere vil begive sig ud på anden pinsedag. Royal Run
Det frarådes derfor at tage bilen, når Royal Run løber af stablen, da de markerede gader spærres for al trafik fra mandag morgen klokken seks.
Ud over de afspærrede gader vil det også være ekstra vanskeligt at finde en parkeringsplads allerede fra i dag. I nærheden af de områder, hvor løbet starter og slutter, vil der være standsnings- og parkeringsforbud allerede fra søndag den 19. maj klokken 12.
Det gælder de følgende gader:
Amaliegade
Toldbodgade
Skt. Annæ Plads
Holbergsgade mellem Nyhavn og Herluf Trolles Gade.
På Fredericiagade mellem Amaliegade og Bredgade er standsnings- og parkeringsforbuddet allerede gældende fra søndag morgen klokken otte.
Skulle en uopmærksom bilist alligevel vælge at parkere bilen i de markerede gader, vil politiet fjerne bilen, oplyser Royal Run. Det er derfor en god idé at holde øje med lokal skiltning og være opmærksom, før man parkerer.
Har man behov for at bevæge sig rundt i byen, opfordres man til at benytte sig af offentlig transport.
I år forventes der i alt 95.000 deltagere på tværs af de fem værtsbyer København/Frederiksberg, Brønderslev, Aarhus, Fredericia og Kalundborg. Det er det højeste antal tilmeldte, siden løbet startede i 2018.