Det flød med lattergas i en udlejningsbil, som sidste sommer i København var impliceret i en ulykke med tragiske konsekvenser.
Det fremgår af anklageskriftet i den kommende straffesag mod føreren af bilen, en Renault Zoe.
I alt seks unge i 20'erne befandt sig i bilen, da den i Frederikssundstunellen kørte galt cirka klokken halv seks om morgenen 13. juli.
Med alt for høj fart rullede bilen ind over en fuldt optrukken spærrelinje og kolliderede med en betonafspærring.
En person døde få dage senere på hospitalet. Fire andre passagerer fik alvorlige kvæstelser, og tre af disse fik hjerneblødninger.
En af de kvæstede var indlagt i et halvt år og har pådraget sig vedvarende mén, mens en anden lider af hukommelsesbesvær, står der i anklageskriftets beskrivelse af ulykkens følger.
Ved rattet sad en nu 24-årig mand.
Tiltalen mod ham handler om såkaldt vanvidskørsel, og anklagemyndigheden vurderer, at straffen mindst kan blive fængsel i seks år, såfremt retten finder ham skyldig.
Anklagemyndigheden mener at kunne bevise, at han havde indtaget lattergas, og han derfor ikke var i stand til at føre bilen på betryggende måde.
Ved at køre 85 kilometer i timen på et sted, hvor den højst tilladte hastighed er 50 kilometer i timen, udsatte han på hensynsløs måde sine passagerer for fare, hævdes det.
I øvrigt fandt politiet i bilen 11 trykflasker hver med 640 gram lattergas, fremgår det af anklageskriftet. En 12. flaske var kun halv fyldt.
Den 24-årige nægter sig skyldig, og det bliver Retten på Frederiksberg, som skal afgøre, om der er beviser for anklagemyndighedens påstand.
I øvrigt har lattergas spillet en rolle i flere andre alvorlige ulykker, og politiet har jævnligt advaret om fænomenet.
Så sent som tirsdag aften stoppede betjente på Store Kongensgade i København en bil, hvori der lå 18 plomberede flasker lattergas. Bilisten, en mand på 21 år, sigtes blandt andet for overtrædelse af lov om transport af farligt gods, har politiet oplyst på X.
Samme lovovertrædelse indgår i den kommende sag fra dødsulykken.
/ritzau/