En 17-årig dreng er blevet erklæret død på sygehuset efter en lavineulykke nær Grønlands hovedstad, Nuuk, lørdag eftermiddag.

Det skriver vagtchef ved Grønlands Politi Karsten Højrup Kristensen på Facebook.

Drengen blev erklæret død klokken 19.05 lokal tid. Det er klokken 22.05 dansk tid.

Tidligere lød det fra politiet, at fire personer var blevet ført på hospitalet.

I opdateringen på Facebook lørdag aften skriver politiet, at to andre mænd er indlagt, men uden for livsfare. Den fjerde person er uskadt.

De pårørende er alle underrettet.

Vagtchef Karsten Højrup Kristensen sagde tidligere lørdag aften til det grønlandske medie KNR, at i alt seks personer var på en snescootertur i området.

Til mediet Sermitsiaq oplyste han, at man fik en anmeldelse om en lavineulykke klokken 15.45 lokal tid - klokken 18.45 dansk tid.

Efter anmeldelsen ledte beredskabet efter fire personer, mens to andre var fanget på toppen af et fjeld i området, skrev KNR.

Klokken 17.40 lokal tid - klokken 20.40 dansk tid - kunne vagtchefen oplyse til KNR, at de fire personer var fundet nedkølet i sneen ti minutter tidligere.

De blev fragtet til hospitalet, skrev KNR.

Karsten Højrup Kristensen sagde til Sermitsiaq, at en SAR-operation var blevet iværksat, hvor Arktisk Kommando og politiet arbejder sammen.

- Der er også indsat en helikopter. Redningsaktionen er stadig i gang, hvor vi fortsat er i en hastende indsatsfase. Jeg kan derfor heller ikke udtale mig mere, sagde han tidligt lørdag eftermiddag.

En SAR-operation dækker over aktioner, hvor man skal finde og redde personer i forbindelse med ulykker. Navnet er en forkortelse af det engelske search and rescue.

En lavine er en hurtigt bevægende strøm af sne og is ned ad en bjergside.

Laviner opstår typisk ifølge Visit Greenland, når tre faktorer kombineres: stejle skråninger, ustabilt snedække og en udløsende faktor som for eksempel skiløb eller snescooterkørsel.

/ritzau/