Fire dømt i sag om organiseret snyd med statsborgerskabsprøve
To mænd accepterer ubetingede fængselsdomme i sag fra Odense om fusk med indfødsrets- og danskprøver.
To mænd accepterer ubetingede fængselsdomme i sag fra Odense om fusk med indfødsrets- og danskprøver.
To mænd fra Odense og Holstebro stod i spidsen for organiseret snyd med både indfødsrets- og danskprøver, og er mandag sammen med to kvinder blevet dømt i sagen.
Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.
- Snyd med indfødsretsprøven, som er en del af vejen til at opnå dansk statsborgerskab, er klart uacceptabelt. Dommen afspejler, at retten har set med stor alvor på sagen, lyder det fra senioranklager Julie Harton i pressemeddelelsen.
Der er tale om en 38-årig mand fra Holstebro og en 62-årig mand fra Odense. De er med mandagens dom fra Retten i Odense idømt henholdsvis halvandet års ubetinget fængsel og ubetinget fængsel i et år og tre måneder.
Begge mænd tilkendegav efter domsafsigelsen, at de ikke vil anke rettens dom til Østre Landsret.
De to kvinder på henholdsvis 42 og 36 år er ifølge Fyns Politi i familie med den ældste af mændene. De er idømt henholdsvis fire og to måneders fængsel. I begge tilfælde er dommen ubetinget.
Kvinderne har haft mindre roller, og den yngste af dem er i modsætning til de tre øvrige dømt efter den mildeste bestemmelse om dokumentfalsk. De overvejer begge, om de vil anke dommen til Østre Landsret.
Mens danskprøven skal dokumentere tilstrækkelige færdigheder inden for det danske sprog, skal indfødsretsprøven dokumentere kendskab til danske samfundsforhold.
Begge dele indgår som led i erhvervelse af dansk statsborgerskab for udlændinge.
I sagen fra Odense blev der brugt falske identitetsdokumenter til at snyde ved prøverne, og sagen drejer sig derudover om forsøg på menneskesmugling ved fremstilling af forskellige falske dokumenter med henblik på at opnå indrejse i europæiske lande.
/ritzau/