Fire dage om ugen forlader Grethe sit plejehjem — og betaler sig til luksushjælp i en privat »oase«

75-årige Grethe Thestrup-Pedersen betaler af egen lomme for nærvær, pleje og omsorg på det private behandlingssted, Søstersanatoriet, på Frederiksberg.

Grethe Thestrup-Pedersen er glad. Hun kan godt lide vand. Det vidste hendes plejere ikke. Og det vidste Grethe heller ikke. Hun er 76 år, dement og bor på et plejehjem i Københavns Kommune. Engang rejste hun kloden rundt. Men for fire år siden begyndte sygdommen. Hun kom på Søstersanatoriet på Frederiksberg første gang, da det åbnede i januar 2019. Her tager man sig af demente ved at erstatte medicin med nærvær, frisk luft og motion. Grethe var indelukket og fjern, indtil hun begyndte på sanatoriet og bl.a. kom i varmvandsbassin. Nu er hun begyndt at tale igen. »10, 20, 30,« tæller hun og dukker hovedet ned i vandet. »Jeg er meget stærk,« siger hun. Søstersanatoriet er privat, og pårørende betaler for plejen. Linda Kastrup

Grethe Thestrup-Pedersen er dement og diagnosticeret med Alzheimers sygdom. Hun bor på et plejehjem i Københavns Kommune, som hun betaler for at bo på. Men fire dage om ugen er hun slet ikke på plejehjemmet fra klokken 9 om morgenen til klokken 19.

75-årige Grethe Thestrup-Pedersen betaler nemlig af egen lomme for nærvær, pleje og omsorg på det private behandlingssted Søstersanatoriet på Frederiksberg.

Men hvorfor dog betale for privat pleje, når man bor på et kommunalt plejehjem, som man også selv skal betale for?

»Jeg ønsker ikke at hænge offentlige plejehjem ud. De har travlt, og de drøner rundt til en beskeden løn og gør det, så godt de kan. Men man får, hvad man betaler for, og på det plejehjem, hun bor på, har de bare ikke den ekstra tid, som de har på Søstersanatoriet,« forklarer Thomas Thestrup-Terp, der er Grethes søn.

Han og søsteren har derfor besluttet at Grethe Thestrup-Pedersen skal bruge noget af sin opsparede pension på at få privat pleje.

»Søstersanatoriet virker som en lille oase. Det er en luksus, som hun har mulighed for at betale for, nu hvor hun ikke kan så meget andet. På grund af sin sygdom har hun desværre ikke mulighed for at bruge sine penge på rejser og andre ting, som andre bruger til at forsøde alderdommen med,« siger Thomas Thestrup-Terp.

Grethe Thestrup-Pedersen er blandt et stigende antal borgere med demens, som gør brug af private behandlingstilbud. På Søstersanatoriet er betalingen 2.000 kroner pr. dag, mens andre betaler mellem 500 og 800 kroner i timen for at få hjælp i deres eget hjem eller på deres plejehjem

Smagfulde omgivelser

Grethe Thestrup-Pedersen er uddannet socialrådgiver og psykoterapeut. Hun var i mange år gift med hudlæge, professor Kristian Thestrup-Pedersen, men han døde for tre år siden, og så fik hun brug for hjælp til at klare sig.

Grethe Thestrup-Pedersen er 76 år, dement og bor på et plejehjem i Københavns Kommune. Engang rejste hun kloden rundt. Men for fire år siden begyndte sygdommen. Hun kom på Søstersanatoriet på Frederiksberg første gang, da det åbnede i januar 2019. Her tager man sig af demente ved at erstatte medicin med nærvær, frisk luft og motion. Grethe var indelukket og fjern, indtil hun begyndte på sanatoriet. Nu er hun begyndt at tale og strikke igen. Søstersanatoriet er privat, og pårørende betaler for plejen. LINDA KASTRUP

Hun har altid elsket at omgive sig med smukke ting, og tidligere samlede hun på kunst og lavede smykker, husker Thomas Thestrup-Terp. Og så interesserede hun sig for design og indretning og elskede at arbejde i haven. De smagfulde omgivelser på Søstersanatoriet passer hende derfor godt, og vi kan mærke, at hun føler sig hjemme der, siger sønnen.

»Hun virker meget glad for at være der. På Søstersanatoriet har de væsentlig mere tid til den enkelte, og det virker generelt mindre stresset. Personalet er specielt uddannet til at håndtere demente, og den bedste medicin mod demens er nok tilstrækkelig tid og omsorg.«

Thomas Thestrup-Terp har en besked, han gerne vil ud med. For han ser en tendens til, at folk har ondt af, at personer som hans mor kan betale for at få bedre pleje og omsorg end den, det offentlige tilbyder. Men den kritik giver han ikke meget for.

»Jeg ved, der er nogen, der siger, at det skal være lige for alle, men det, mener jeg, er noget fis. Det må du gerne citere mig for. Min mor har arbejdet og betalt skat gennem et langt liv, hvorfor skulle hun ikke kunne betale for at købe sig til ekstra hjælp? Jeg ville ønske, at alle plejehjem var sådan, men det er de jo ikke,« siger han og tilføjer:

»Min mor kan ikke bruge sin pension på alt muligt andet, som man kan, hvis man er rask. Men hun kan bruge den på det her. Som en sidste luksus i sit liv.«