Femern-tunnelen kommer til at påvirke hele Danmark. Her er forklaringen fra manden med det største overblik

Den kommende Femern-tunnel er på alle måder et gigantisk projekt – i kroner og øre endnu større end Storebæltsforbindelsen. Men hvilken betydning får den 18 kilometer lange sænketunnel for Lolland-Falster, for Danmark, for Europa? Topchefen for Sund & Bælt leverer de på flere måder svimlende svar.

Indgangsportalen i Rødbyhavn til den kommende Femern-tunnel bliver ikke blot en ny port til Tyskland og Europa for Norge, Sverige og Østdanmark. Effekten vil forplante sig helt ud i danskernes psyke. Femern A/S

Da Storebæltsbroen åbnede i 1998, spåede man – temmelig optimistisk, hævdede nogle – at maksimalt 12.000 køretøjer dagligt ville passere den prægtige nye forbindelse mellem Sjælland og Fyn.

Allerede året efter, i 1999, var man oppe på 19.000, og i dag lyder tallet på omkring 37.000 biler, lastbiler, busser og motorcykler om dagen. Den faste forbindelse forbandt Danmark i en grad, som ingen havde forudset.