En far i midten af 40'erne blev lørdag eftermiddag anholdt, efter at han blev set slå sin treårige søn i et shoppingcenter i Taastrup.

Det oplyser vagtchef Bo Nyberg Ris fra Københavns Vestegns Politi.

- Anmeldelsen går på, at faren tildeler sin søn to slag i ansigtet, og det gør, at barnet falder til jorden, siger vagtchefen.

Det var en almindelig borger, der havde set hændelsen, som alarmerede politiet.

Episoden fandt sted i shoppingcentret City2, og anmeldelsen indløb lørdag klokken 14.25.

Manden fremstilles søndag klokken 09.45 i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup.

Han er sigtet for grov vold.

/ritzau/