Opdateret

Far sigtes for at tage børn fra mor og med til Tjetjenien

En mand mistænkes for at have taget sine børn med til udlandet. Politi fremstillede ham i grundlovsforhør.

Retten i Kolding har onsdag et grundlovsforhør, hvor en mand er mistænkt for at unddrage sine børn for deres mors myndighed. Anklager vil lukke dørene. (Arkivfoto). Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

En 38-årig mand var onsdag i grundlovsforhør i Retten i Kolding.

Han er mistænkt for at have ført sine børn ud af landet og derved unddrage børnene morens myndighed, skrev Sydøstjyllands Politi på det sociale medie X før grundlovsforhøret.

Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, men er endt med, at den 38-årige blev fængslet i foreløbigt 14 dage.

Det skriver JydskeVestkysten.

Avisen beretter, at manden i følge sigtelsen skal have bortført sine to børn på otte og ti år på et tidspunkt før 22. august.

Børnene blev taget med til Tjetjenien, mener politiet.

Inden dørene blev lukket, kom det ifølge JydskeVestkysten frem, at faren skal have sendt en mail til sine børns danske skole, om at børnene fremover skulle gå i skole i Tjetjenien.

/ritzau/