Det var noget af et syn, som to betjente blev mødt af i Varde, da de midt om natten var ude på patrulje omkring Blåvand.

Selvom de to betjente holdt øje med liv i området, var de alt andet end forberedt på de to ulve, der løb over vejen, mens de patruljerede. 

Syd- og Sønderjyllands Politi har delt videoen, som en af betjentene fik af de to ulve, på deres Facebook-side, hvor den allerede er blevet set 53.000 gange. 

De to ulve var tilsyneladende heller ikke særlig sky. I videoen ser man ulvene nysgerrigt observere, og ifølge de to betjente gik de langsomt ind foran patruljebilen, inden de sprang væk.

De omdiskuterede ulve i Sønderjylland er formentlig genindvandret til Danmark omkring år 2012 efter næsten 200 års fravær i landet. Siden den første ulv blev spottet, har der været hyppige diskussioner om, hvorvidt ulvene skal have lov at yngle og finde indpas i Danmark.

Siden 2012 er det blevet observeret fem gange, at ulvene yngler i Danmark, og ud fra blandt andet videoen at dømme trives de også.

Selvom ulven er fredet, er det ikke alle der er enige i, at den skal have sin plads i Danmark. Tilbage i 2019 blev en 67-årig mand tiltalt for at have skudt og dræbt en ulv i Ulfborg. Manden blev idømt 40 dages betinget fængsel.