De første retssager mod vognmænd for ubetalte vejafgifter er på vej og skal behandles ved Retten i Aalborg 28. november.
Læs her om vejafgiften for lastbiler, der blev indført 1. januar 2025 trods stor protest fra vognmandserhvervet.
* Afgiften for lastbiler på 12 ton og derover. Planen er, at vejafgiften fra 1. januar 2027 vil gælde for lastbiler ned til 3,5 ton.
* Vejafgiften betales i første omgang for cirka 10.900 kilometer stats- og kommuneveje.
* 1. januar 2028 skal afgiften efter planen gælde på hele det offentlige vejnet - cirka 75.000 kilometer.
* Afgiften betales per kilometer, som lastbilen kører på det danske vejnet og bestemmes ud fra lastbilens CO2-emissionsklasse, vægt og miljøzone.
* Afgiften skal medvirke til en grøn omstilling af transporterhvervet og afspejle, at samfundets udgifter til slid på vejene, ulykker, støj og luftforurening i højere grad end i dag bliver dækket.
* Afgiften gælder for både danske og udenlandske lastbiler.
* Betaling af vejafgiften kan ske enten ved installation af en såkaldt vejafgiftsboks i bilerne eller ved køb af en digital vejafgiftsbillet.
* Lastbiler kontrolleres via nummerpladeaflæsning. Der er opstillet nye nummerpladeskannere ved trafikknudepunkter landet over.
* Derudover er der mobile kontroller, der er flytbare og kan placeres udvalgte steder.
* Hvis man ikke betaler afgiften, koster det en bøde på 9000 kroner.
* I årets første ni måneder er der samlet set udstukket 40.916 bøder for mere end 240 millioner kroner.
Kilder: Vejafgifter.dk, Sund & Bælt, ITD.
/ritzau/