Søndag markeres årsdagen for opgravningen af Pusher Street, som skulle sætte en stopper for hashboderne i gaden.

Læs om Christiania her:

* Christiania er en 34 hektar stor bydel på Christianshavn i København, hvor der anslås at bo omkring 850 mennesker.

* Området rummede tidligere Bådmandsstrædes Kaserne, som dog blev rømmet i perioden fra 1970-71, hvorefter christianitterne rykkede ind og oprettede deres egen fristad. Christiania blev dog først lovliggjort i 1989.

* En af områdets vigtigste veje er den såkaldte Pusher Street, hvor der tidligere er blevet handlet hash.

* Hashhandlen har været forsøgt stoppet flere gange. Både i 2004 og 2016 ryddede Christianias beboere Pusher Street, men salget vendte begge gange tilbage. Også politiet har adskillige gange ryddet gaden for boder.

* 6. april 2024 blev Pusher Street gravet op, og siden har der ifølge politiet ikke været hashboder i gaden.

* Det er besluttet, at der inden 2031 skal bygges nye almene boliger på Christiania, der kan huse omkring 300 nye beboere.

Kilde: Lex.dk.

/ritzau/