Fem mænd er ved Retten i Kolding tiltalt for indsmugling af doping, steroider, lægemidler og euforiserende stoffer.

Sagen er af Syd- og Sønderjyllands Politi betegnet som "umiddelbart uden fortilfælde i Danmark".

Få et overblik over sagen her.

* Fem mænd og en kvinde blev anholdt 13. juni 2023 ved en aktion koordineret mellem Syd- og Sønderjyllands Politi og tyske toldmyndigheder.

* Efterfølgende blev der foretaget en ransagning ved et lager i Kolding, hvor der blev fundet otte ton illegale doping- og lægemidler.

* Tre af mændene er fra Syddanmark, en er dansk statsborger bosat i Flensborg, en anden er tysk statsborger bosat samme sted.

* Kvinden er blevet løsladt undervejs i efterforskningen, og hendes sag behandles særskilt.

* Anklagemyndigheden mener, at de fem mænd udgør en kriminel organisation, hvor de hver især har spillet forskellige roller.

* Den 40-årige har ifølge anklagemyndigheden haft en koordinerende rolle, mens de fire andre har hjulpet med afhentning af præparater, pakning og klargøring af forsendelser.

* Ifølge anklagemyndigheden skal præparaterne være distribueret til et større antal personer i både Danmark og Europa og indbragt mændene en betydelig fortjeneste.

* Anklagemyndigheden kræver 40 millioner kroner konfiskeret hos den 40-årige - svarende til udbyttet fra smugling og salg af de illegale præparater.

* Den 40-årige mand erkender sig delvist skyldig i indsmugling af tre-fire ton lægemidler og besiddelse og salg af flere millioner dopingenheder. De fire medtiltalte nægter at have deltaget i den påståede smuglerring.

Kilder: Retten i Kolding, Syd- og Sønderjyllands Politi.

/ritzau/