Det var en krysantemumbombe, der ved overgangen til 2025 slog en 24-årig mand ihjel.

Det fortæller Fyns Politi tirsdag til Ritzau.

Krysantemumbomber har også tidligere kostet menneskeliv. For ti år siden - ved årsskiftet 2014-2015 - mistede tre personer livet på grund af krysantemumbomber, der eksploderede.

Læs mere om den farlige fyrværkeritype her:

* Krysantemumbomber er et stykke kraftigt fyrværkeri, der består af en rund bombe, der affyres gennem et stærkt rør. Den kan variere i størrelse fra cirka en tennisbold til en stor fodbold.

* Bomben er lavet til at eksplodere i 100-200 meters højde. Når det sker, spredes indholdet af små brændende kugler sig med stor kraft til alle sider, hvilket danner et mønster på himlen.

* Sprængkraften er stor og spreder kuglerne ud, så diameteren på bomben kan blive omkring 130-140 meter i diameter.

* Navnet på fyrværkeriet skyldes mønstret på himlen, når fyrværkeriet eksploderer. Det ligner en blomst af typen krysantemum.

* Går en krysantemumbombe af ved jorden, kan de små brændende kugler fungere som projektiler.

* Kun professionelle fyrværkere må håndtere krysantemumbomber. Krysantemumbomber er ulovlige for private at sælge, købe og affyre.

Kilder: Den Danske Ordbog, Nordjyske, Politiken,

/ritzau/