Retten i Glostrup har tirsdag frifundet Fødevarestyrelsen i en sag, som Bæredygtigt Landbrug havde anlagt på vegne af tre minkavlere i kølvandet på minkaflivningerne i 2020.
Her er forløbet kort opridset:
* Regeringen melder i november 2020 ud, at alle landets mink skal slås ned. Det sker af frygt for, at et muteret coronavirus kan nedsætte effekten af kommende vacciner mod covid-19. Senere sås der tvivl om den vurdering af eksperter.
* I alt aflives mellem 15 og 17 millioner mink i Danmark.
* Det viser sig siden, at der ikke er lovhjemmel bag beslutningen, og forløbet fører til, at daværende fødevareminister Mogens Jensen (S) trækker sig fra posten.
* Lovgrundlaget kommer på plads før jul og indebærer, at minkhold bliver forbudt i 2021. Siden bliver det tilladt fra 2023.
* Minkavlerne får erstatning. Den forventede regning lyder på omkring 29 milliarder kroner.
* I 2022 sagsøger Bæredygtigt Landbrug Fødevarestyrelsen på vegne af tre minkavlere. De mener, at menneskerettighedernes bestemmelse om ejendomsretten er krænket og stiller symbolsk krav om 17.000 kroner hver.
* Bæredygtigt Landbrug mener, at sagen er principiel og skal begynde i landsretten. Men Højesteret afgør i april 2025, at sagen skal begynde i byretten, og retssagen behandles på retsmøder i november.
* 16. december frifinder Retten i Glostrup Fødevarestyrelsen. Bæredygtigt Landbrug overvejer, om dommen skal ankes.
Kilde: Ritzau.
/ritzau/
