Et sted mellem hver sjette og hver fjerde dansker vil blive testet positiv med coronavirus i løbet af den næste måneds tid.
Det skriver Jyllands-Posten på baggrund af vurderinger fra Troels Petersen, der er lektor på Niels Bohr Institutet og medlem af SSIs modelleringsgruppe for covid-19, og Viggo Andreasen, der er lektor i matematisk epidemiologi ved Roskilde Universitet.
Ifølge Viggo Andreasen kan man forestille sig, at 10-20 procent af medarbejdere i en virksomhed er væk på grund af covid-19 på samme tid.
Vurderingerne er foretaget på baggrund af Statens Serum Instituts risikovurdering, der udkom tidligere på ugen.
I SSIs risikovurdering vurderes det, at 25.000 til 55.000 danskere daglig vil blive smittet, når smittebølgen topper, og det regner man med vil ske i slutningen af januar.
SSIs grafik viser et spænd, hvor minimumantallet er færre end 15.000 smittede i begyndelsen af januar. Ikke desto mindre har de daglige smittetal de seneste dage ligget omkring de 25.000 bekræftede nysmittede.
Berlingske har kastet et blik på tallene. Hvis man regner med 25.000 nye bekræftede smittede daglig fra nu og en måned frem, svarer det til 800.000 danskerne på en måned, hvilket svarer til hver syvende af i alt 5,8 million danskere.
DSB melder om, at man har ændret i køreplanen for de kommende uger og droppet planlagte afgange på grund af højt sygefravær.
Hos fagforbundet FOA er man bekymret for de kommende uger, fordi fraværet i ældreplejen kan betyde, at man overser alvorlige fysiske eller mentale problemer. Det kan betyde flere indlæggelser på hospitalerne og dermed en øget belastning, frygter FOA.
Dansk Erhverv har ifølge Jyllands-Posten foretaget et regnestykke, hvor nærkontakter er inkluderet, og beregningen viser, at 260.000 til 500.000 lønmodtagere enten vil være smittede eller hjemsendte med covid-19 i over en uge.
Det svarer til 8-17 procent af lønmodtagerne. Et så stort antal lønmodtagere repræsenterer en produktionsværdi på mellem 3,5 og 7,5 milliarder kroner, lyder vurderingen.
»Det kan hurtigt blive kritisk for den enkelte arbejdsplads og dens muligheder for at holde åbent og holde produktionen kørende. Det sker vel at mærke på et tidspunkt, hvor manglen på arbejdskraft i forvejen er historisk høj på tværs af dansk erhvervsliv,« lyder det fra Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv.




