Trods høje smittetal er der flere positive tendenser i den seneste coronaudvikling.

I forbindelse med det nationale varslingssystem betegnes udviklingen i en kommune som »ugunstig«, såfremt positivprocenten – andelen af de testede, der er konstateret positiv med covid-19 – er over fem procent. Betegnelsen er det højeste af i alt tre niveauer.

Antallet af kommuner, der ligger over den kritiske grænse på fem procent positive af alle testede, er faldet, så der nu er 19 kommuner, der ligger over den kritiske grænse. Det viser Berlingskes tjek på baggrund af de seneste tal fra Statens Serum Institut. Det tilsvarende tal lød på 25 kommuner i fredagens oversigt. Det tyder med andre ord på, at udviklingen går den rette vej.

Tallene dækker antallet af kommuner med over fem procent positive prøver de seneste cirka syv dage.

Ser man på de daglige tal, er positivprocenten på landsplan faldet – for sjette dag i træk. Tallet ligger nu på 2,43 procent, viser søndagens tal fra Statens Serum Institut. 14. december var procenten oppe på 3,50.

Den faldende positivprocent fik lørdag Nils Strandberg Pedersen, tidligere direktør for SSI, til at sige, at smittetallene efter hans vurdering har toppet. Når man ser på antallet af bekræftede nysmittede og den faldende positivprocent, har den tidligere direktør foreløbigt ret.

Indlæggelsestallene er dog en anden historie. De har et efterslæb, fordi det tager tid, før en smittet person eventuelt bliver så syg, at vedkommende må indlægges. Antallet af indlagte på landets sygehuse steg søndag med 55 personer.

På kommunelisten ligger Ishøj ligesom fredag øverst, og det er stadig op mod hver tiende prøve, der er positiv. Stevns og Gladsaxe kommuner er blandt de kommuner, der er faldet ned under femprocentsgrænsen, mens Hørsholm, Solrød og Rudersdal kommuner er faldet ud af top 25-listen siden fredagens tal.

Nedenfor er listen over de 25 danske kommuner, hvor der er flest, der er testet positiv med covid-19. Tallene dækker gennemførte prøver i ugen op til 20. december.

Top-25 danske kommuner: Andel bekræftede positive med covid-19

  1. Ishøj: 9,96 procent

  2. Rødovre: 6,74 procent

  3. Vallensbæk: 6,58 procent

  4. Albertslund: 6,46 procent

  5. Brøndby: 6,05 procent

  6. Gribskov: 5,98 procent

  7. Kalundborg: 5,87 procent

  8. Slagelse: 5,78 procent

  9. Høje-Taastrup: 5,66 procent

  10. Ballerup: 5,63 procent

  11. Egedal: 5,59 procent

  12. Tårnby: 5,44 procent

  13. Hvidovre: 5,40 procent

  14. Greve: 5,32 procent

  15. Frederiksberg: 5,31 procent

  16. Herlev 5,16 procent

  17. København: 5,14 procent

  18. Gentofte: 5,14 procent

  19. Glostrup: 5,10 procent

  20. Stevns: 4,95 procent

  21. Køge 4,93 procent

  22. Hillerød: 4,89 procent

  23. Gladsaxe: 4,78 procent

  24. Dragør: 4,68 procent

  25. Ringsted: 4,65 procent