Københavns fængsler er fyldt op til randen.

Eller faktisk er de ikke bare fyldte. De er overfyldte.

Fængslerne – som omfatter Vestre Fængsel, Blegdamsvejens Arrest, Nytorvs Fængsel og Polititorvets Arrest – har i år haft et belæg på 105 procent i gennemsnit. Det skriver Fængselsforbundet i en pressemeddelelse.

»Vi mangler 30 til 40 betjente. Det betyder, at vi har 6.000 til 7.000 ubesatte timer hver måned. Så selvom alle løber stærkt, er det meget svært at få det til at hænge sammen,« siger Fængselsforbundets tillidsrepræsentant, Thomas Østerberg, i en pressemeddelelse.

Elever bliver kaldt på arbejde

I alt er der plads til 595 indsatte i Københavns fængsler, men i gennemsnit sidder der 622 i dem – og enkelte dage endnu flere.

Det har betydet, at besøgslokaler inddrages som celler, og det har den konsekvens, at indsattes besøg af pårørende og advokater må aflyses.

»Det er et skråplan, når vi aflyser de indsattes besøg. Det øger konfliktniveauet på afdelingerne, når man på denne måde skærer de indsattes goder væk,« lyder det fra Thomas Østerberg.

Og det er ikke kun besøgende og de indsatte, der mærker trængslen i de københavnske fængsler.

I efteråret blev manglen på betjente så voldsom, at elever fra Kriminalforsorgens grunduddannelse fik aflyst deres undervisningsforløb med kort varsel og i stedet blev kaldt på arbejde.

Thomas Østerberg oplyser dog, at han er i dialog med ledelsen for at finde holdbare løsninger.