Facebooks faktatjekkere på overarbejde i kampen mod coronakrisens fake news: »De kan bogstaveligt talt slå dig ihjel«

Falske nyheder om coronavirussen spreder sig hurtigt, og en virksomhed, som faktatjekker for giganten Facebook, har svært ved at følge med, fortæller virksomhedens direktør. Bekymringen er, at de falske nyheder i værste fald kan føre til dødsfald.

En medarbejder bærer ansigtsmaske i en kinesisk elektronikforretning 20. februar. Falske nyheder og konspirationsteorier om coronavirussen florerer på internettet og bliver ofte sat i forbindelse med 5G-mobilnetværket. Tingshu Wang/Reuters/Ritzau Scanpix

Alt imens coronavirussen stadig spreder sig rundtom i verden, har en anden viral plage fået fodfæste.

»Fake news« og konspirationsteorier har i øjeblikket kronede dage under pandemien. Den lever af frygt og mistillid, og symptomerne har i visse tilfælde udmøntet sig i bål og brand.