Et ord kan betyde forskellen på, om 81-årig drabssigtet skal i fængsel eller ej: »Medlidenhed«

Retten fandt det ikke tydeligt, at Mariann Preisler havde givet samtykke til at dø.

Mariann og Ebbe Preisler fotograferet af deres datter for år tilbage. Louise Preisler

De ønskede sig »dødelige piller«.

Retten til selv at bestemme, hvornår og hvordan de skulle herfra.

Alligevel er 81-årige Ebbe Preisler sigtet for drab på sin 80-årige hustru og ikke et såkaldt medlidenhedsdrab, som er en noget mildere bestemmelse i straffeloven.

Ægtemandens motiv vil have stor betydning for, hvad en eventuel straf vil blive, fortæller advokat Allan Ohms.

»Bliver det medlidenhedsdrab, vil han formentlig kunne få en betinget dom, som er langt lavere end det, anklagemyndigheden går efter nu,« siger han.

Han understreger, at han ikke har indgående kendskab til sagen – men kan alligevel undre sig over rettens afgørelse, historien taget i betragtning.

En dødelig dosis

Den 81-årige mand blev onsdag fremstillet i grundlovsforhør in absentia – bevidstløs efter at have forsøgt at tage sit eget liv den forudgående nat.

Han og hans nu afdøde hustru gennem 50 år, Mariann Preisler, har tidligere fortalt, at de ønskede hjælp til at dø sammen.

Først i en kronik i Politiken i september, senere i interview med blandt andet Jyllands-Posten.

»Min kone og​ jeg vil gerne have et par dødelige piller, så vi en dag kan tage dem frem, se hinanden kærligt i øjnene og sige 'Farvel min elskede. Tak for alt',« lød overskriften.

Mariann Preisler var dement og har haft Parkinsons sygdom i over 20 år. Hun kunne ikke længere gå og har ifølge anklagemyndigheden hverken sammenhængende sprog eller tale.

Ebbe Preisler er også syg. Han har været igennem en firedobbelt bypass, en bugspytkirteloperation, har kol og prostatacancer, som har spredt sig.

I retten kom det frem, at ægtemanden har givet sin hustru en dødelig dosis medicin på et plejehjem på Frederiksberg. Herefter er han taget hjem til sin egen lejlighed og har indtaget det samme.

I mails til flere familiemedlemmer har han skrevet, at han havde tænkt sig at tage sit eget og Marianns liv.

»Det lyder jo ret voldsomt, men der er ingen tvivl om, at han har gjort det, og jeg tror, at min bror og jeg er meget enige om, at det er gjort af den største kærlighed til hans kone. Det er et medlidenhedsdrab,« siger parrets datter, Louise Preisler, til Berlingske.

Korte, betingede fængselsstraffe

Sager om såkaldte medlidenhedsdrab er ikke særligt hyppige herhjemme.

Alligevel findes der eksempler på danskere, der er blevet dømt efter straffelovens paragraf 239:

»Den, som dræber en anden efter dennes bestemte begæring, straffes med fængsel indtil tre år.«

»Grunden til, at man straffer den slags mildere, er, at normalt, når man tager et liv, så er det noget, man tager. Men hvis man hjælper med, at et liv slutter, er det noget helt andet,« siger Allan Ohms.

Fandt ikke tydeligt samtykke

Under grundlovsforhøret i Københavns Byret onsdag havde anklageren bedt om dørlukning, mens forsvareren efter ønske fra familien plæderede for det modsatte.

De ønskede fuld åbenhed.

Anklager Louise Mortensen mente ifølge Politiken, at Ebbe Preisler skulle varetægtsfængsles i fire uger på begrundet og særlig mistanke om manddrab.

Anklagemyndigheden havde haft en overvejelse om sigtelse for medlidenhedsdrab, men fandt ikke, at Mariann Preisler havde givet tilstrækkeligt og udtrykkeligt samtykke.

Hun henviste til, at kvinden ikke længere havde sammenhængende sprog eller tanke og henviste til et hensyn til retshåndhævelsen.

Ifølge forsvarer Knud Meden var der tale om en gerning begået af medlidenhed som beskrevet i straffelovens paragraf 239 og 240.

Retten kom frem til, at Ebbe Preisler skulle varetægtsfængsles i 26 dage – på grundlag om mistanke for drab. Ikke medlidenhedsdrab.

Sagen var ganske særlig, bemærkede dommeren, som ikke fandt tydelige oplysninger om, at Marianne Preisler selv havde givet sit samtykke – eller overhovedet var i stand til det.

Torsdag er Ebbe Preisler vågen og ved bevidsthed. Det oplyser Københavns Politi til Berlingske.

Forventningen er, at han vil blive fremstillet i grundlovsforhør fredag.