Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har længe – og nærmest daglig – bønfaldt Vesten om at indføre en flyveforbudszone over Ukraine. Han har ligefrem fordømt NATO for ikke at gøre det.
Men hvis sådan et forbud skal håndhæves, vil det reelt betyde, at NATO-landes kampfly skal være klar til at skyde russiske kampfly og kamphelikoptere ned.
Dermed kan NATO hurtigt komme i åben krig med Rusland, har argumentationen for ikke at gøre det lydt fra USAs præsident, Joe Biden, og NATOs generalsekretær, Jens Stoltenberg.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, har også gjort det klart, at Rusland vil betragte kampfly fra USA eller NATO i ukrainsk luftrum »som deltagere i en militær konflikt«, og at det dermed vil få fatale konsekvenser.
Ikke desto mindre meldte Estland mandag ud, at landet støtter op om flyveforbuddet.
Og natten til fredag meldte Letland, Litauen og Slovenien ligeledes deres støtte til forbuddet.
Den voksende opbakning til en flyveforbudszone kommer, efter at Volodymyr Zelenskyj i denne uge opfordrede Kongressen i USA og parlamentet i Canada til at indføre et sådant forbud.
»Hvor mange flere missiler skal falde ned over vores byer, før I får det til at ske?« spurgte Zelenskyj de canadiske parlamentsmedlemmer.
Men betyder den voksende opbakning reelt noget?
Ikke umiddelbart, vurderer seniorforsker Flemming Splidsboel Hansen fra Dansk Institut for Internationale Studier.
»Det betyder ikke noget, hvis ikke de større lande støtter det. Det kan lægge en smule pres på, men det er også det.«
Rusland har vetoret
Ifølge de baltiske lande og Slovenien skal flyveforbudszonen oprettes i FN-regi og ikke NATO-regi, som ellers er det, Zelenskyj tidligere har krævet.
Men det vil være meget svært. Hvis ikke umuligt.
USA, Kina, Rusland, Storbritannien og Frankrig er faste medlemmer af FN, og de har siddet i Sikkerhedsrådet siden 1945.
De faste medlemmer har vetoret, og det betyder, at hvis et af de faste medlemmer stemmer imod et forslag, så kan det ikke vedtages.
»Så jeg har ekstremt svært ved at forestille mig, at flyveforbuddet skulle oprettes i FN-regi,« siger Flemming Splidsboel Hansen.
En flyveforbudszone over Ukraine er dog ikke helt udelukket, mener seniorforskeren. Men det kræver, at større lande støtter det, og det vil igen kræve, at der sker noget voldsomt, som man ikke kan sidde overhørig.
»Det kunne være en optrapning – noget, der virkelig ligner en humanitær katastrofe. Hvis det sker, kan man vælge at gøre det og tage konsekvenserne bagefter. Vi ved jo heller ikke, om Putin bluffer, når han truer med at bruge atomvåben,« siger Splidsboel Hansen.
»Men et flyveforbud er bestemt ikke udelukket,« fastslår han.