Butikker lukker, stillinger nedlægges, og et historisk stort underskud er for nylig blevet præsenteret.
Det er mildest talt ikke en sund forretning, som detailkoncernen Coops bestyrelsesformand efterlader sig.
Det vurderer Berlingskes erhvervsredaktør, Thomas Bernt Henriksen.
»Han efterlader en forretning i dyb krise,« siger han.
Coop har meddelt, at Lasse Bolander, der har siddet for bordenden i en årrække, ikke genopstiller, når hans formandsperiode udløber til maj næste år.
Bestyrelsesformanden melder sin afgang i forbindelse med koncernens landsrådsmøde, der netop nu bliver afholdt for lukkede døre.

»Det er en markant udmelding. Han havde ikke behøvet at melde det ud endnu,« siger Thomas Bernt.
»Lasse Bolander tager konsekvensen af, at der har været kritik af Coop, der lige er kommet med et elendigt regnskab,« tilføjer erhvervsredaktøren.
Ikke en sund forretning
Det er ikke længe siden, at koncernen præsenterede et historisk stort underskud på 628 millioner kroner for sidste år, hvilket har ført til, at 180 stillinger skal nedlægges.
Og det kommer ifølge Berlingskes erhvervsredaktør også til at præge Lasse Bolanders eftermæle.
»I hele den periode, han har regeret, har der ikke været en sund udvikling i Coop, men på det seneste er det gået stærkt,« siger Thomas Bernt.
Erhvervsredaktøren peger blandt andet på, at Coop har lukket Irma og reduceret antallet af kæder fra otte til tre.
»Og så er der det meget store negative resultat, der i øvrigt kun reddes af, at der bliver solgt ejendomme for langt over en milliard kroner,« siger Thomas Bernt.
Koncernen har solgt ejendomme i år og sidste år for 1,6 milliarder kroner.
Afløser står over for en stor udfordring
Nu skal detailkoncernen ud og finde Bolanders afløser, og ifølge Coop er rekrutteringen af en ny formand allerede igangsat.
Afløseren ventes at blive præsenteret i efteråret 2023, og vedkommende står ifølge Thomas Bernt Henriksen over for en stor udfordring.
»Det er svært at tjene penge. De skal prøve at vinde markedsandele på et marked, hvor der er en hård priskonkurrence,« siger han og tilføjer:
»Der er bare svært, når man har en meget bureaukratisk organisation, hvor man samtidig skal bruge penge på at få relanceret sine kæder.«
Detailkoncernen er i øjeblikket i gang med en omfattende strukturændring. Den vil samle de største butikker fra kæderne Kvickly, SuperBrugsen og Irma i én kæde, der skal hedde Coop.
Lasse Bolander har stået i spidsen for Coop i 15 år, men en kommende bestyrelsesformand vil måske ikke kunne sidde i stolen så længe.
På det igangværende landsmøde skal et forslag, der sætter en tidsbegrænsning for formanden, behandles.
Bliver det vedtaget, vil en fremtidig bestyrelsesformand højest kunne sidde i stolen i 12 år.