Retten i Lyngby har fredag idømt en 74-årig erhvervsmand otte måneders betinget fængsel og 150 timers samfundstjeneste i en sag om organiseret pyramidespilslignende svindel af private investorer.

Svindlen foregik i regi af foreningen Optimizer, som i en årrække beskæftigede sig med spil på sportskampe.

Anklagemyndigheden gik efter en straf på tre års ubetinget fængsel, men det niveau var dommer Ivan Larsen og de to domsmænd ikke indstillet på at følge.

Den 74-årige blev dømt for bedrageri i forhold til fem personer for et samlet beløb på 4,6 millioner kroner.

Det var langt mindre, end han var tiltalt for.

Men han er ikke tilfreds, og hans advokat, Poul Hauch Fenger, oplyser umiddelbart efter retsmødet, at dommen vil blive anket.

- Han blev oprindeligt tiltalt for bedrageri over for 751 personer. Det blev under sagen skåret ned til 255, og han er blevet dømt for 5. Nu vil han frifindes for det sidste også, siger Poul Hauch Fenger.

Anklagemyndigheden ville have haft manden dømt for at have medvirket til svindel af 255 personer. De indskød cirka 136 millioner kroner i svindelforetagendet og tabte sammenlagt mere end 100 millioner kroner.

Stribevis af private investorer lod sig lokke af løfter om store og nærmest stensikre skattefri gevinster, da de år efter år skød sammenlagt hundredvis af millioner af kroner ind i foreningen Optimizer.

Foreningen blev stiftet i 2011 og hævdede at kunne levere et overskud gennem spil på sportskampe. I begyndelsen blev der da også udbetalt et udbytte til de første investorer.

Men foreningen var reelt en form for pyramidespil, hvor nye medlemmers indskud blev brugt til at udbetale udbytte til eksisterende medlemmer.

Til sidst endte det i et kollaps.

Der skulle dog gå helt frem til 2024, før svindelnummeret kom for en dag, og bagmandspolitiet skred til anholdelser efter at have efterforsket sagen i et års tid.

Alt dette blev forklaret, da foreningens formand gennem årene - han hedder i dag Christian Hansen, men hed dengang Christian Machholdt Østergaard - i december 2024 ved Retten i Lyngby blev dømt ved en tilståelsessag.

Hansen, Machholdt, eller hvad man måtte foretrække at kalde ham - navneskiftet kom først efter anholdelsen i januar 2024 - blev dømt for bedrageri og for at have påført 870 investorer et tab på sammenlagt 390 millioner kroner. Penge, der er forsvundet.

Det samlede beløb, der blev lokket ud af investorerne, lå på lige under en milliard kroner - 928 millioner for at være mere præcis.

På den måde mistede stribevis af private børneopsparing, pensionsformue eller andre sammensparede værdier, som blev skudt ind i svindelforetagendet.

Straffen lød på fængsel i fem et halvt år.

Ved domsafsigelsen lød det fra dommeren, at forbrydelserne i sig selv kvalificerede til en noget højere straf, nemlig syv et halvt års fængsel. Men i tilståelsessager gives ofte en rabat, og derved landede man på fem et halvt år.

Machholdt Østergaard blev anholdt sammen med tre andre mænd i januar 2024. En af dem blev løsladt umiddelbart efter af en dommer, mens anklagemyndigheden senere opgav at føre sag mod de sidste to.

Dermed var der kun den i dag 74-årige erhvervsmand tilbage, og han blev i juli 2025 tiltalt i sagen.

I første omgang var han anklaget for at have medvirket til snyd af 752 personer, men under behandlingen af sagen i retten blev omfanget skåret ned.

Anklagemyndigheden mente, at den 74-årige, der havde en funktion som såkaldt "klubmanager" i foreningen, medvirkede i en periode fra februar 2023 og frem til anholdelsen.

Han vidste, at pengene fra investorerne blev brugt på at investere i ædelsten, og derfor var han med til at vildlede investorerne. Men ifølge retten var det først i oktober 2023, at han med sikkerhed vidste dette.

Og retten ville alene gå med til at dømme manden for bedrageri i forhold til de personer, som han direkte hjalp med at investere, og derfor er han alene dømt for bedrageri af fem personer.

I første omgang meddelte advokat Fenger til retten, at hans klient ville overveje, om sagen skulle ankes.

Overvejelserne var imidlertid overstået på ganske få minutter, og ankemeddelelsen blev sendt fra advokatens computer til retten, mens han og den 74-årige stadig sad i retssalen.

/ritzau/