Er du elbilejer, bør du være opmærksom: Udbredt svindelnummer breder sig i København
Når der skal betales for strøm, bør du være særlig opmærksom for tiden. Nu udsender Clever en advarsel til deres brugere.

Når der skal betales for strøm, bør du være særlig opmærksom for tiden. Nu udsender Clever en advarsel til deres brugere.

Når der skal betales for strøm i elladestandere i København, bør du være særligt opmærksom.
Ved flere ladestandere er der nemlig to muligheder for at betale for strømmen: den rigtige og så et svindelnummer.
Klistermærker med en QR-kode med teksten »SCAN & PAY« leder dig direkte i fælden. Det skriver TV 2 Kosmopol.
Advarslen kommer fra ladeoperatøren Clever, der er blevet gjort opmærksom på de falske QR-koder.
»QR-koder – som du ser på billedet – er blevet påklistret nogle af vores ladestandere i København. QR-koderne leder folk ind på falske hjemmesider, hvor man bliver bedt om at indtaste sine kreditkortoplysninger. DET SKAL MAN IKKE GØRE. Hjemmesiderne er falske og har kun ét formål: at svindle elbilister,« skriver Clever blandt andet i et opslag på Facebook.
Jeppe Christensen, der er presseansvarlig hos Clever, skriver i en e-mail til TV 2 Kosmopol, at sagen er meldt til politiet, og at hjemmesiden er blevet lukket ned.

Det tyder dog på, at QR-koderne har spredt sig til flere skilte rundt omkring i København.
En læser stødte på en række af de omtalte koder i den københavnske trafik, hvor koderne også er sat på skilte med parkeringsinformation fra København kommune.
Fire forskellige skilte er billeddokumenteret og sendt til redaktionen.
Professor i cybersikkerhed Jens Myrup Pedersen ved Aalborg Universitet kalder det et veludført svindelnummer, men giver også et par råd til, hvordan du undgår at dumme dig med kortoplysningerne:
Hold øje med adressen, du bliver ledt hen til.
Vurder, om det ser ud, som om QR-koden er blevet klistret på.
Men vil du være helt sikker, mener Jens Myrup Pedersen, at du aldrig bør indtaste følsomme oplysninger via QR-koder.