Godmorgen, kære læser, og velkommen til ugens første overblik.
Det er mandag, og nyhedsoverfarten byder både på afsløringen af et Coop i langt større krise end hidtil kendt – og et tabubelagt misbrug, som der intet behandlingstilbud findes til.
Her til morgen dansk tid er årets Oscar-statuetter blevet uddelt, og der var ikke nogen til de danske nominerede.
Her kan du få overblikket over vinderne. Årets Oscarvært, Jimmy Kimmel, adresserede sidste års drama, hvor Will Smith slog værten Chris Rock i ansigtet. Det kan du se video af her.
Krisetiderne kan lære os noget vigtigt om vores liv
Fra coronakrise til Ukraine-krise til energikrise og stigende inflation.
Kriserne har stået i kø de seneste år – og vi kan ikke undgå at blive påvirket af dem.
Men det er i krisetider, at vi reflekterer over vores liv. Derfor kan denne tid måske føre mere positivt end negativt med sig, lyder det fra flere forskere.

Søren Harnow Klausen, professor i filosofi og forsker i livskvalitet, fortæller, at kriser som regel vil fremme en robusthed hos befolkningen.
»Vi er blevet mere opmærksomme på, hvad der er godt og skidt for os. Det er afgørende for, at vi kan få det godt,« siger han.
Berlingske byder krisen velkommen – i dag ved at se på, hvordan den påvirker os mentalt.
Hemmelige dokumenter afslører, at Coop er i langt større krise end hidtil kendt
Det gik ikke ligefrem ubemærket hen, da topledelsen i Coop i januar sammenlagde otte kæder til tre – og sagde helt farvel til blandt andet Irma.
Nu kan Berlingske på baggrund af internt materiale og samtaler med kilder tæt på Coop fortælle, at bagtæppet for den nye strategi er en økonomisk krise, der er langt mere alvorlig end hidtil kendt.
En situation så kritisk, at den ikoniske, andelsejede virksomhed med 40.000 ansatte risikerede at misligholde lånebetingelserne i sine bankaftaler, hvilket kunne have haft uoverskuelige økonomiske konsekvenser.

»Coop står nu i en situation, hvor alt skal gå godt, mens intet må gå galt,« siger en kilde med tæt kendskab til koncernens interne forhold.
Administrerende direktør Kræn Østergaard Nielsen medgiver, at situationen er vanskelig.
Hele historien får du her.
Engang var der tale om »dørmandstyperne« – nu er også jurastuderende, CBS'ere og kvinder fanget i tabubelagt misbrug
Videre til forsiden af Jyllands-Posten, som kan berette, at titusindvis af yngre mænd er fanget i et misbrug, som risikerer at give dem alt fra hjerte-kar-lidelser, hjertesvigt og livstruende blodpropper til depressioner og problemer med at få børn, hvis de fortsætter.
Mænd misbruger i stigende grad anabole steroider. Læger fra blandt andet Rigshospitalet og Herlev Sygehus fortæller, at de nu får henvist flere og flere patienter, som kommer med følgesygdomme, som skyldes steroidmisbrug.
Hvor der førhen var tale om »dørmandstyperne«, er det i dag både jurastuderende, håndværkere, socialrådgivere, CBS-studerende – og de seneste par år også kvinder, beretter Caroline Kistorp, professor ved Københavns Universitet og overlæge på Rigshospitalet.
Men de er overladt til sig selv, for i modsætning til andre former for misbrug findes der intet behandlingstilbud til den voksende gruppe.
»De cykler rundt i sundhedsvæsenet i et behandlingsmæssigt ingenmandsland. Vi har som samfund og system ingen koordineret tilgang til dem. De er på egen hånd – og det er deres læger også,« siger Kim Højgaard Ravn, direktør for Anti Doping Danmark.
Hele historien finder du hos Jyllands-Posten.
Magtfulde topfolk fra S og V anklager Mette Frederiksen for »hykleri«

Regeringen har gjort det ganske klart, at vejen til mere borgernær velfærd er at afskaffe overflødigt papirarbejde.
Konkret dikterer regeringsgrundlaget besparelser for tre milliarder kroner på administration i landets kommuner.
Men i en nyligt offentliggjort rapport kan man læse, at der de seneste år er sket en voldsom vækst i antallet af ansatte i centraladministrationen:
Knap 11.800 flere medarbejdere over de seneste fem år.
I modsætning til kommunerne og regionerne har væksten i staten affødt lige præcis ingen sparekrav. Det vækker nu kritik blandt KL-formand Martin Damm (V) og næstformand Jacob Bundsgaard (S).
Det sker i dag:
Retten i Viborg afsiger dom i en usædvanlig sag om hærværk. Det drejer sig om provokunstner Ibi-Pippi Orup Hedegaard, som har erkendt groft hærværk begået mod et Asger Jorn-maleri på Museum Jorn i Silkeborg.
I Københavns Byret behandles en sag mod en mand, der er tiltalt for at stå bag seriehærværk på store SUV-biler på Østerbro.
Statsminister Mette Frederiksen (S) er fortsat på officielt besøg i Egypten. Det skal i dag handle om samarbejdet mellem EU og Egypten i håndteringen af irregulær migration.
Har du i øvrigt husket at stemme på en af de tre stærke borgerlige stemmer, som den Berlingske Fonds bestyrelse har nomineret til Fonsmark-prisen 2023? Du kan nå det endnu.



