Sommeren strakte sig dovent en sidste gang over Christiania tirsdag i sidste uge. Overalt sad folk døsigt smilende i solskinnet, mens turister gik nysgerrigt rundt, og en lærer udbrød »så I, det var Steen Jørgensen fra Sort Sol« til sin desorienterede lejrskoleklasse, som hun et øjeblik glemte er børn af en anden tid.
Mindre end en uge senere sad jeg på en trappesten i regnen og betragtede de dybt berørte christianitter, jeg havde mødt, vandre ind til et af de vigtigste fællesmøder i Christianias historie. Selvom kærligheden til Christiania var tydelig overalt i Fristaden, lignede det enden på en drøm. Engang sang de så højt i kor »I kan ikke slå os ihjel, vi er en del af jer selv«, at man kunne mærke trodsen i den danske folkesjæl sende kuldegysninger til sindet.
