Energisektoren sænker beredskabsniveauet til »gul«

Energistyrelsen anbefaler nu, at der skrues ned for en række ekstraordinære tiltag.

Energistyrelsen anbefaler Energinet at sænke beredskabsniveauet i energisektoren til »gul«, som er det midterste niveau.

Det oplyser Energistyrelsen.

27. september blev beredskabsniveauet efter gaslækagerne i Østersøen hævet til »orange«, hvilket er det næsthøjeste trin.

Det betød, at adgangen til kritisk infrastruktur blev markant begrænset, og at overvågningen blev skærpet.

»Nu anbefales niveauet sænket til GUL, hvilket betyder, at der skrues ned for nogle af de ekstraordinære foranstaltninger, der er blevet implementeret. Beredskabsniveauet er forhøjet i forhold til normalsituationen, og der er fortsat en øget overvågning,« skriver styrelsen.

De nederste trin af de i alt fem niveauer er hvid og grøn. I en normalsituation er niveauet hvidt.

Af Energistyrelsens oversigt over de fem trin fremgår deres alvor og varighed.

»Gul« dækker over, at der er identificeret en generel trussel. Dette beredskabsniveau kan opretholdes i måneder.

»Orange« dækker over, at der er identificeret en sikkerhedstrussel. Niveauet kan opretholdes i uger.

Det røde beredskabsniveau kan kun holdes i få dage.